Tid til forandringer

Dette indlæg skrives fra Seoul lufthavn, hvor der er en del ventetid inden Rebecca og jeg skal videre med fly i nat. Beslutningen er taget. Vi rejser hjem. 

Grundet nedlukning af Mongoliet har det være meget begrænset hvad Rebecca og jeg har fået lov til at udføre af opgaver siden midt november. Jeg havde et fint efterår, og en hyggelig vintertid, men med få bekendskaber. Når der ikke er noget arbejde at fylde i hverdagen, og vi ikke kan få lov at være sammen med lokale børn og unge, så er det bedre for os at rejse hjem og få en hverdag med familie i en kultur vi kender godt. 

Den første nedlukning 

I kender det godt hjemme i Danmark og Norge. Lukket, aflyst, stengt, begrænset.. det er positivt at være negativ. Sådan er vores hverdag nu, og sådan er der ikke mange af os der trives særlig godt. I Mongoliet var der kollektiv nedlukning af landet. Fem-seks uger uden at komme ud af byen. En masse kul-forurening i luften og -25 grader. Bliv hjemme. Kort sagt: ikke nemt at bo i et fremmed land med begrænset kommunikation. 

Et par uger inden nedlukningen var et ungt tysk par flyttet til Khovd. Dem fik vi hurtigt kontakt med. Rebecca og jeg passede deres 2,5 årlige datter flere gange. Vi mødtes til adventsfejring næsten hver søndag. Snakkede om Gud og det med kristendom. Snakkede om livet i Mongoliet og i Khovd. Jeg forstod ikke helt Guds plan; hvorfor skulle jeg helt til Mongoliet for at kunne fortælle nogle tyskere at jeg tror på Jesus. Men hvor var det fantastisk at møde mennesker man kan få lov til at dele sin personlige tro med. Hvor ville jeg ønske at de var lokale. Men lokale var det stort set umuligt at mødes med.

Et par dage før juleaften åbnede landet lidt op igen. Der var styr på smittetallene. Troede man. Jeg synes det var hyggeligt at skulle fejre min anden jul her i Khovd. Vi var fem samlet juleaften. Middagen var næsten and(kylling) og flæskesteg(farsbrød), men jeg lavede dog brunede kartofler, så lidt dansk juletradition var dog til stede. Men det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at det handler om Jesus. Vi så en online julekoncert som flere kirker var gået sammen om at lave. Jul er nyt i Mongoliet. Måske den online virkelighed gør at flere hører hvad det egentlig handler om. Alle kirker er, som I kender det, lukket. Den 25. december var den varmeste dag i måneden - Rebecca og jeg overtalte David til at køre med os ud af byen, og sove under åben himmel (David sov dog i bilen). Der var kun -16 grader. Intet problem. 

I sommers havde vi købt tre puslespil som skulle bygges gennem vinteren

Vi opfandt hockey-kongespil; god præcisionstræning

Nød skøjtebanen, men synes det var forfærdelig trist uden fællesskabet

Vi lånte skøjter ud til drengene, som fandt en oversvømmet mark indenfor bygrænserne

Den ene vagt og hans familie er vi meget glade for at være sammen med, selvom det også er begrænset

På kold tur til Khar Us Nuur

Rebecca og jeg agerede barnepiger

Vi julehyggede i december og bagte norske potetlefser

..og julekager

Min 27-års fødselsdag blev fejret

NLM-Mongolia delte "care packages" ud til trængende under nedlukningen

Risengrød til juleaften

Fejring i fine deels (og skøjter)

Overnatning i det fri den 25. december

Den anden nedlukning

Restriktioner igen. Ikke rigtigt fremtidsudsigter til at tingene skal ændre sig før foråret og en vaccine. Så nu rejser Rebecca og jeg hjem. Det er dog ikke bare lige sådan. Det kan være vanskeligt at forstå, men der har kun været ét fly ud af Mongoliet i januar måned. Og der skulle trækkes i mange tråde, for at vi kunne få et sæde på det. Jeg er så taknemmelig for alle vores lokale medarbejdere. De har knoklet hele januar for at få os afsted. Det har været en underlig ventetid. At skulle pakke ned og sige farvel, uden at vide om der kom et fly. Og da de så annoncerede flyet for en uge siden, skulle alt lykkes med både billetter, test og transport på 1500 km til hovedstaden. Vores chauffør kørte os dertil på to dage. Jeg aflastede kun få timer, hvor han kunne hvile lidt, mens jeg kørte. Han måtte ud til alle tjekpoints (over 20 stk) for at bevise vi havde tilladelse til at køre gennem landet. Men det lykkedes. Tak Gud. 

Med en negativ test i hånden kunne vi stige ombord og sige pænt farvel til Mongoliet. Flyveturen gik til Sydkorea, Tyrkiet, Norge og så Danmark. Lidt kontraflyvninger, men i disse tider må man tage hvad der er. 

Morgen-smog; Solen nydes indefra

Rebecca 22 år

Rebeccas pizza-kage var pyntet med skistave og ski

Hvem mon har gået her..

Beskeden om flyet kom, og vi stressbyggede det sidste puslespil

Afslutningsfrokost for Rebecca, hvor alle ansatte er samlet for første gang i lang tid

Rebecca takker for halvandet år - trist men samtidig mange glade minder

Ombord på flyet ud af Mongoliet - vi takker Gud for at det lykkedes

Smoggen ligger tungt over Ulan Bator

Men det er et smukt land at sige "Ha' det" til!

Fremtiden

Selvom jeg kommer til at opholde mig hjemme i Danmark eller Norge de næste mange måneder er min opgave heldigvis ikke slut. Jeg kommer til at arbejde med et nyt projekt vi ønsker at starte op efter sommerferien i Khovd og Bayan Ulgii, holde mit mongolske sprog ved lige, og så skal jeg arbejde med forberedelse til næste skoleår. For jeg har fået lov at tage et år mere som lærer i Khovd. Hvornår det bliver muligt at flyve tilbage til mit fremmede hjem er endnu uvist, men jeg stoler på at Gud nok ordner det hele. Jeg vil rigtig gerne rundt og besøge så mange af jer som muligt senere i dette forår! Tak for al jeres forbøn. Glæder mig meget til at hilse på jer. 

Bed for: 

- Alle de mennesker som slider både økonomisk og socialt i disse nedlukningstider. Bed for de mennesker som bekymres over næste dags måltid. 

- Kristne i Mongoliet som ikke kan mødes i deres fællesskaber. Tak for online muligheder som vi bruger flittigt herhjemme i Danmark.

- Tak for alle de børn og unge jeg har fået lov at møde gennem disse år. Bed for at de ikke må miste modet indtil skole, klubber og aktiviteter kan åbne igen. 

Et anderledes efterår

Det er nok ikke nogen overraskelse at tingene bare ikke er som de plejer. Det er de ikke rigtigt nogen steder i verden. Men her i Mongoliet var begyndelsen af dette efterår alligevel tilnærmelsesvis normal. For lokalbefolkningen i hvert fald. For mit vedkommende måtte jeg finde mig i det nye normale. Og et ord som virkelig gælder i min hverdag er "omstillingsparathed". 

At skabe en ny hverdag

I september måned kunne vi begynde i kirken igen. Det var helt fantastisk at være samlet i Bayariin Medee og mødes med kristne brødre og søstre hver søndag. Kirkens faste kerne er ikke så stor, men gennem de sidste par måneder har den dog fået lov at vokse og stabilisere sig, hvilket er et takkeenme uden lige, efter syv måneder uden at mødes. 

Barnesang: Lige fra solen stiger op..

I samarbejde med volontøren Rebecca har jeg fået skabt mig en hverdag som jeg trives med. Jeg studerer mongolsk tre gange om ugen, hvilket er en udfordring for mig, da jeg virkelig ikke kan li' fremmedsprog, men objektivt set kan jeg godt se at jeg forstår meget mere end jeg gjorde for et år siden. En gang om ugen kører vi til børneklub i Erdeneburen, nabolandsbyen. Det tager lidt over en time at komme dertil, og de sidste 20 km er på grusvej. Rebecca og jeg leger med børnene, og vi synger lovsange og hører om Jesus. Nogen dage er der fem børn. Nogen dage over 30. De glæder sig til vi kommer hver uge, og snakker og snakker, uanset om vi forstår dem eller ej. For at det skal give mere mening med sprogstudier, har Rebecca og jeg blandt andet arbejdet med at oversætte de børnesange vi synger i børneklub. Det er en sjov oplevelse, for nogle af de sange har jeg selv sunget som barn, og nu er de kommet helt til Mongoliet. 

Mandag aften har vi startet en junior/teenklub. Vi kalder det engelskklub, fordi det bare er Rebecca og jeg, så deltagerne må kunne tale en smule engelsk for at komme. Det er det dog ikke alle der kan. Den underliggende mening er egentlig også at børnene skal få lov til at være sammen socialt, både uden for kirken og på tværs af kirkerne. Så vi spiller spil, leger, er kreative - og de engelske gloser strækker sig til tal, farver and what is your name? De glade smil hver mandag, gør det fuldstændig ligegyldigt at de ikke forstod hvad de skulle tegne..

Kirkekaffe(Te) efter en søndagsgudstjeneste

Mongolske klædedragter

De kaldes en 'deel'

Vi hjælper med at høste hos nogle lokale en efterårsdag

Og fylte mindst syv sække 

 

Vi plukkede nogle små æblelignenede frugter

Zolo og jeg i de flotte efterårsfarver

En dag med fem drenge til børneklub

Mange børn til børneklub

At acceptere en ny hverdag

BOOOM. I oktober fik vi beskeden om at familien Olofson sandsynligvis ikke kan komme tilbage før næste sommer. Læs det her på opslaget på LM's facebookside. Det var ikke nogen sjov melding, og jeg var en smule vred på Gud over tingenes tilstand. Jeg følte mig ubrugelig. Jeg er udsendt som lærer-missionær, og det var det jeg havde planlagt at bruge mine to år i Mongoliet på.. Men det er ikke Guds plan. Jeg måtte puste dybt og til stadighed minde mig selv om det kendte vers fra Jer 29, 11: Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Jeg synes bare de klingede så hult..

Både min chef hernede og hjemme i Norge arbejdede med at finde på arbejdsopgaver der kunne gøre min hverdag meningsfuld. Det der opmuntrede mest, var dog udsigten til konstante minusgrader og dermed også vinterens skøjtebane. Her ville jeg kunne bruge en masse timer hver dag sammen med børn og teenagere, og det er det jeg brænder for. Jeg blev interviewet til bagsiden af Utsyn (NLMs missionsmagasin) og måtte erkende at jeg øvede mig ekstra på afsnittet i fadervor: Lad din vilje ske! Men ellers så trives jeg jo med min hverdag og jeg er virkelig glad for Mongoliet. 

Overnatning under åben himmel

Efterårets græskarhøst

Tegninger fra junior/teenklub

Til lørdags-engelskklub (for voksne damer) hvor snakken handler om at være som den kloge mand i lignelsen om bygge sit liv på klippen, på bibelen - noget stabilt

Hvorfor have en lastbil når en Toyota Prius sagtens kan fragte kartofler?

Tolbo Lake, hvor vi lige måtte teste skøjterne i begyndelsen af november - første skøjtetur i år

At den nye hverdag ændres..

Så skete det så alligevel. For to uger siden fik vi meldingen om, at en person trods 21 dages isolationskarantæne alligevel var testet positiv for corona fire dage efter han kom hjem. Nu var der lokal spredning = hele landet i lockdown. Dette indebærer at alle skoler og aktiviteter lukker ned, kun butikker med madvarer får lov at holde åbent, og folk skal så vidt muligt arbejde hjemmefra. Masker på i det offentlige rum og begrænset bevægelse i byen - og ingen mulighed for at komme sig ud af byen. Og dette gælder også her i Khovd, selvom smitten pt befinder sig 1500 km væk. 

Det er så trist at alle de aktiviteter som nu var med til at skabe mening og indhold i min hverdag, fra den ene dag til den anden blev aflyst. At min omgangskreds pludselig er stærkt begrænset. Ikke så enkelt at holde modet oppe. 

Heldigvis har vi haft en masse arbejde at give os til. Vi har nemlig brugt de sidste to uger på at bygge årets skøjtebane i baggården. Uheldigvis gik vandingen og dermed isfremstillingen ikke helt som planlagt, så nu er hovedprojektet at vande otte gange om dagen, og lade et lille lag vand fryse hver gang. Dette skaber omkring én centimeters is om dagen, så der er nok arbejde at give sig til de kommende dage. Og tænk at Gud også kan bruge mig i et arbejde hvor der bliver skabt én cm is hver dag.. så må vi bare vente og se hvordan fremtiden former sig. 

Vi gør klar til at bygge skøjtebanen

Vi har fået 150 par nye skøjter sponsoreret fra Norge som også gøres klar!

Vi får heldigvis god assistance - ikke af katten, men fire af skøjtedrengene, som virkelig glæder sig

Så skal der bare vandes

Det begynder at ligne noget!! 

Khovd en tidlig morgen

Vågnede op med denne sang på hjernen, og må indrømme at den passer godt ind i mit liv 

Bed for: 

- En velsignet adventstid og en hyggelig december måned. At Gud må kunne bruge os i Mongoliet til mere end én cm is. Bed for julefred i en ellers presset tid. 

- At der må blive åbnet op efter lockdown snart, og at sociale aktivteter som kirke og klubber må blive en mulighed igen. At skøjtebanen må blive en velsignelse for Khovds børn og unge.

- At alle må få lov til at være missionærer præcis der hvor de er nu - tak for at Gud kalder os til mange forskellige ting.