En del af flokken

Én af de store personlige udfordringer jeg har som missionær, nabo og kirkegænger i Vest-Mongoliet er udskiftning af omgangskreds. Skal jeg være helt bund ærlig, så har jeg ikke mange hverdags-venner; folk i nære relationer jeg ser ofte, har kendt i flere år og som ser mig for den jeg er. Siden 2019 hvor jeg flyttede til Khovd, er der kun én missionær familie tilbage som også var der på den tid. Jeg har netop holdt juleaften sammen med dem, hvilket er en stor velsignelse og jeg er meget taknemmelig for fællesskabet med dem. 

Fejrede juleaften i fantastisk selskab!

Venskaber blant missionærer

Lad mig prøve at forklare de forskellige roller. Virkeligheden er, at missionærer anno 2024, er folk som vælger at flytte fra sit hjemland og bosætte sig - for en periode - i et andet land. Vi har ikke længere "kisten med i bagagen", og kontakten til hjemland og familie er muligt på et helt andet niveau end det var i gamle dage. På den norske skole ligger vi undervisningen tilrette, så eleverne kan få bedst mulig overgang når de skal tilbage i det norske skolesystem. Vi opsiger måske vores lejligheder eller sælger huset i hjemlandet, men passet er forsat dansk(eller norsk) og traditioner og kultur præger hverdagen. Da manden i et missionær-par, som har boet over 27 år i Mongoliet fik en blodprop i hjertet, valgte de at sælge alt de havde her og flytte til England for opfølgning og videre behandling. Det tog mig noget tid at processere deres fravær. Ikke fordi jeg ikke 100% kunne forstå deres beslutning, men fordi jeg havde haft en utopisk ide om at de altid ville være her i Khovd. 

Relationer mellem missionærer er derfor 'periodebestemte' og når vi flytter væk fra vores fællesnævner, i mit tilfælde Khovd i Mongoliet, betyder det ikke at venskaber slutter, men det nære hverdagsfælleskab ophører og der må arbejdes for at holde langdistance-relationen ved lige. Alligevel er missionærfællesskaber utrolig vigtige for åndelig og personlig trivsel i både arbejde og privatliv. Og der formes venskaber som kan vare resten af livet. Det at være fælles om et kald er helt unikt, selvom kaldet udformer sig på mange forskellige måder. 

Årets første ishockeytræning sammen med Emely Nikola og vores "hockeygutter"

Den kristne nabo og kollega

Det er ikke nogen nyhed, men sprog er virkelig essentielt for at kunne skabe relationer mellem mennesker. Det betyder, at med få undtagelser, så er de lokale jeg vil kalde for nære venner, mennesker som jeg kan tale engelsk med. Det koster så meget energi og tålmodighed - fra begge parter - at snakke sammen på Mongolsk, et sprog hvor den ene part (mig) kun taler på en 4-5 årigs niveau. At forstå, men ikke minst at gøre sig forstået, kræver en indsats uden lige, og jeg har stor respekt for de af mine venner, som igen og igen må gentage og rette på mig i vores samtaler. Jeg siger konsekvent det forkerte ord, når jeg spørger "er du kold?", på trods af, at det er et utrolig relevant og meget brugt samtaleemne. 

Mange af mine lokale kollegaer på kontorene har arbejdet for NLM alle de år jeg har været her. Det betyder at her er relationer som har været længerevarende. Men udfordringen her, er rollen vi har overfor hinanden. For på trods af både aldersforskel (hvor jeg er yngre end de fleste), så er jeg alligevel udlænding og med i styret, og der vil altid være en skæv magtbalance mellem os. Det betyder ikke at jeg ikke har virkelig gode relationer med flere af mine kollegaer, men virkeligheden er at vi først og fremmest er kollegaer, dernæst i en venskabsrelation.

Afslutningsmiddag sammen med gode kollegaer fra Khovd

Og de af mine venner som faktisk taler engelsk, og hvor vi er i en relation hvor vi taler om tro, trivsel og dybe tanker, ja, de har en tendens til ikke at blive boende i Khovd. Jeg har i begyndelsen af måneden sagt farvel til en tæt veninde som flyttede til Australien for at studere sin masteruddannelse de næste to år. At sige farvel, uvidende om vi nogensinde ser hinanden igen var tungt. Optimisten i mig siger; ja selvfølgelig er det en mulighed, men realisten ved godt at det ikke er en selvfølge. Jeg havde i oktober besøg af en ven som nu bor 1500km væk i hovedstaden, og hans første spørgsmål til mig var: "Are you not lonely, living here?" Sætningen har fulgt mig de sidste måneder, alene i en lejlighed og bosat i en fjern by i Vest-Mongoliet, hvor jeg har tænkt meget over, om jeg mon er ensom. Heldigvis er svaret nej. 

Kirkegænger

I kirken Bayariin Medee, som jeg har været en del af de sidste fem et halvt år, har der også været en del udskiftninger. Her der det pastorfamilien, en ældre dame og og et par enkelte teenagere som er igen siden jeg begyndte der. Jeg må indrømme, at det har taget lang tid at komme ind og blive en virkelig del af kirken, og jeg er taknemmlig for erfaringen en tidligere missionær, som var på besøg herude forrige år, delte med mig. Kulturelt så tager det mange år at skabe tillid til hinanden, så det at komme trofast søndag efter søndag er det bedste jeg kunne ha' gjort og forsætte med at gøre. 

Og så bliver man en del af flokken. I år var min fødselsdag på en søndag, og efter gudstjenesten var slut, stillede den unge pige, som jeg har kendt siden hun var 11 år, sig op og fik hele kirken med på at synge Happy Birthday for mig. Teengruppen ringede samme aften og spurgte om jeg var hjemme, for så at komme på overraskelsesbesøg med kage og gave. Og bare én uge senere, blev selv samme pige døbt i troen på Jesus Kristus som sin frelser! For heldigvis er det ikke mig og mine venskaber det handler om, når alt kommer til alt. Jeg kender allerede Jesus, efter det privilegie at vokse op i troen på ham. Herude er der mange som endnu ikke har hørt om ham. Og det at en pige på 16 vælger at lade sig døbe fordi hun har fået lov at vokse ind i troen på ham, selvom hendes familie ikke er kristen, er helt fantastisk og en velsignelse at være vidne til! 

Teengruppen i min lejlighed på overraskelsesbesøg til min fødselsdag

Så på trods af et afsavn, om at have flere nære-langtids-venskabs-relationer i hverdagen, betyder det ikke at jeg er alene, for jeg har både kollegaer, kirkefællesskab og teenagere omkring mig, og ensom har jeg aldrig været, for jeg får lov til at leve livet i en relation til Jesus. Og så har jeg min familie og mange gode venner i Norge og Danmark, som jeg også må opretholde en relation til. Jeg har derfor fået en længere orlovsperiode fra påsken 2025, og vil meget gerne ud og besøge mine nærkontakter og menigheder rundt omkring i Danmark. Vil se frem til at se mange af jer igen, og sige personlig tak for forbøn og hilsner. 

Med ønsket om en glædelig jul og godt nytår. 

(Læs mere fra efteråret)

https://www.nlm.no/aktuelt/misjonsblogg/maiken-hadberg/2024/06/gledelig-nytt/

https://www.dlm.dk/nyt/der-skal-vaere-fokus-paa-relationerne

Festgudstjeneste med dåb