Uden tidsbegræsning
Denne sommer var jeg på fire ugers på ferie i Danmark og Norge. Dette var første gang i løbet af de sidste fem år (foruden coronapausen), hvor jeg havde en ferie længere en 10 dage i Danmark. Det var skønt at være sammen med familie og venner, slappe af, og nå til det punkt hvor jeg også så frem til at komme hjem igen.
For hvor er hjemme? For mig er svaret på nuværende tidspunkt Khovd, Mongoliet. Danmark er forsat mit hjemland og der jeg er vokset op, og jeg vil altid være dansker. Det tager utrolig lang tid at tilpasse sig livet i et fremmed land med en kultur som er så meget anderledes end det vi kender fra Skandinavien. Og selvom der er en fornuftens stemme som siger mig, at jeg altid kommer til at være anderledes herude, så er det alligevel her i Mongoliet jeg bor nu. Så til spørgsmålet om "hvornår jeg kommer hjem igen?", så er svaret, at jeg er hjemme. Jeg har en fast stilling uden tidsbegræsning, og jeg har ikke længere en tidshorisont eller en periode herude, men jeg er her til Gud ønsker mig et andet sted hen.
Sommeren førte en del ændringer med sig. I juni afsluttede jeg mit to-årige eksperiment med at bo i ger (uld-telt). Det har været en fantastisk og udfordrende oplevelse som jeg aldrig vil være foruden, men jeg sætter virkelig stor pris på at have et toilet, varmt vand og fuldt funktionelt køkken igen. Før min ferie havde jeg været ude og se på lejligheder sammen med en kollega, og brugte slutningen af juli på at flytte ind en flot treværelses med udsigt ud til bjergene. Jeg har også skiftet arbejde. I foråret søgte jeg på stillingen som projektarbejder i Grandhagen Aktivitetspark (GAP), og har nu i to måneder nydt mine nye arbejdsopgaver hvor jeg bruger mine pædagogiske evner over for lokale børn i hverdagen. Jeg underviser dog fortsat et par timer på Den norske skole, i bytte for at én af mine kollegaer derfra kunne få muligheden for også at arbejde i parken to eftermiddage om ugen. I tillæg har vi fået volontør igen i år, og han arbejder delvist på skolen og delvist i GAP, så det er godt med kollegaer.
Her i sommer/efterårsperioden har jeg fået timer til at studere sprog. Det er utrolig vigtigt også for det udadrettede arbejde jeg nu står i, og det giver simpelthen så godt mening at lære en konkret grammatisk regel kl. 8 om morgenen, som jeg så går ud og øver mig på hele eftermiddagen. Det mongolske sprog er forsat svært for mig, men ligesom med alt andet er det det at øve sig som gør forskellen.
En af mine fokusområder med arbejdet i GAP er samarbejdet med de lokale kirker. Vi har sådan en fin plads og en masse resurser som bare venter på at blive brugt. Jo flere af de kristne som er indenom parken eller har arrangementer på grunden, gør det vigtige i arbejdet endnu tydligere. For det er afgørende at det ti-årige projekt ikke bare slutter der, men at det faktisk får evighedsbetydning for nogen af de børn og unge som er jævnligt indenom. Per nu er der tre ungdomsgrupper om ugen (onsdag, lørdag og søndag), kirke søndag formiddag og så en gang i måneden har vi aftalt et tværkirkeligt arrangement; i september var der stor volleyballturnering mellem alle byens kirker.
Volontøren og en anden frivillig er begyndt med fodboldtræning tirsdag aften for drenge og et par enkelte piger i alderen 8-14 år. De spørg hver dag om de ikke også kan ha' træning denne aften, så det er mindst lige så populært som ishockeytræning om vinteren. Faktisk er GAP så populær at vi ikke har mulighed for at gøre alt det vi har lyst til, så vi har lagt en stillingsannonce ud hos alle kirkerne i byen, fordi vi ønsker to kristne til at arbejde deltids i parken. Det er altid vanskeligt at finde ud af hvad som fungerer strategisk bedst i forhold til driften af et sådan projekt, men vi må prøve os frem og lave nogen fejl som vi så kan lære af. Normalt vil NLM arbejde med holdningsbaserede projekter, men GAP er omvendt, da der ligger en stor investering i materiel. Dette er noget vi må bruge de næste mange år på at få vendt, så fokus ikke ligger i driften, men på relationerne som bliver opbygget gennem arbejdet. Men det kræver, at værdien af at have sådan en plads bliver så stor for de lokale kristne, at de ser pointen i at ligge arbejdskaft og midler selv.
NLM kommer ikke til at arbejde i Mongoliet for evigt. Alle projekter er tidsbegrænsede og på et tidspunkt vil vi flytte væk herfra. Da vil en plads som GAP kun forsætte med at eksistere og blive brugt hvis nogen lokale har taget ejerskab over det. Parken må have en ekstra dimension, hvor den er afgørende for kirkernes evangeliserende arbejde, ellers er den også tidsbegrænset. Det er kun livet med Jesus som i virkeligheden er uden tidsbegræsning, og det er det vi ønsker at endnu flere her i Khovd må få lov at kende til.
