Reflektioner og en opdatering
For tre år siden oprettede jeg denne blog, og valgte at kalde den “Turen går til Mongoliet”. Dette var et spil på Politikkens rejsebøger, og jeg følte mig mest som en turist der skulle til et fremmed og eksotisk land, jeg kendte utroligt lidt til. Planen var en korttidsperiode på to år, sådan jeg at kunne komme tilbage til Danmark og få et fast arbejde, være moster i familien og have en hverdag med mine venner. Gud havde en anden plan. Turist-perioden er absolut over. Alle nye udsendinge kommer igennem forskellige faser, førend det forhåbentlig ender i en hverdag, og hverdag er det på alle måder blevet til for min del.
Jeg er netop begyndt på mit fjerde år på feltet. Jeg har skriftet stilling fra midlertidig til fast ansættelse uden en reel udløbsdato, andet end hvad der bliver aftalt fra periode til periode. Planen netop nu er indtil sommeren 2024, men nu får vi at se.
Gruppen af kollegaer og venner har ændret sig meget under hele min periode. Vi fik to nye familier ud sidste år, plus en garvet projektkonsulent som har pendlet frem og tilbage gennem året. Vi har foretaget et lederskift og sagt farvel til David før sommeren. Vi har haft en skøn volontør sidste skoleår, og har netop fået lov til at tage imod en ny. Derudover er der kommet et nyt lærerpar og en yngre kvinde som er ansat i aktivitetcenterprojektet.
Desværre må vi om kort tid sige farvel til familien Olofson. De har valgt at stoppe deres udsendelse og rejser hjem til Færøerne.
Jeg havde en samtale med en af mine gode venner her, om det at være de missionærer, som ser folk komme og gå. Det havde jeg ikke selv forventet at opleve så drastisk, men det var godt at jeg havde nået igennem disse overvejelser, førend meldingen om Familiens Olofsons afrejse kom. Gud udruster i tide og utide og på den måde han finder best.
Nu ligger der en opgave foran mig, i at definere arbejdsopgaver, og finde mig tilrette i et anderledes missionærliv. Der er forsat to norske elever på skolen, så jeg kommer til at bruge noget tid der, men mit primære fokus bliver udadrettet, da skolen allerede er rigtig godt bemandet. Og det glæder jeg mig meget til.
Khovd by, mit hjemsted, har ændret sig meget den sidste tid. Jeg har oplevet den både under corona og i stortrivsel. Jeg har oplevet en by i lockdown og en by med koncert for 10.000 mennesker på rådhuspladsen. Jeg har oplevet ikke at kunne få hverken mælk eller æg, til at hylderne i de tre nye indkøbsbutikker bugner af alverdens varer.
Det er godt at stoppe op en gang imellem og se på alt den udvikling der sker omkring os. Min kirke brugte lidt tid på at komme på fode igen, og der mangler desværre mange af dem som kom i kirken før corona. Men jeg oplevede også at den begyndte at blomstre her i forsommeren. Jeg havde meget lyst til at begynde noget for de unge i kirken, men jeg kunne aldrig finde det rigtige tidspunkt at få sagt til, og oplevede også at blive bremset af Gud, fordi han ønskede at initiativet skulle komme et andet sted fra. Og det kom; en søndag blev jeg spurgt om jeg kunne lægge hus til teenklub som de ville starte op igen. Tak Gud.
Jeg har lært meget om dette land og har forsat mængder at undersøge og ting som jeg aldrig kommer til at forstå. En stor ændring i min hverdag, er at jeg første august flyttede i Ger. Det er det mongolske telt, som en stor del af landets befolkning forsat bor i. Der er mange udfordringer ved det valg, men også mange spændende muligheder.
En ger er et filt-telt bygget med en trækonstruktion der bærer og stabiliserer sig selv. Om sommeren løftes teltdugen op så der kommer lys og luft ind, og om vinteren dækkes der til med et ekstra lag filt og der bunkes sand om bunden for at isolere. Jeg har snydt så meget jeg kan, for at dette skal være et realistisk hjem for en fuldtidsarbejdende alene kvinde. De lokale bor aldrig alene, men gerne flere generationer sammen i ét telt, sådan at der altid vil være en bedstemor eller lillebror til at holde fyr på ovnen og fjerne sne fra taget. Jeg har indlagt strøm og gulvvarme, så temperaturen forhåbentligvis aldrig kommer under nul grader (vi får at se når vinteren med -30 grader kommer). Der er lys i loftet, køleskab og stikkontakter til piano og opladere. Det er en stor velsignelse ikke at bo på anden sal, men at kunne gå direkte ud i haven. Det nyder min kat og jeg. Og jeg har intet imod at toiletbesøg foregår på et ude-do/das. Jeg bor i haven ved nogle amerikanske missionærer, som har været i landet i over 25 år og selv har levet ger-livet i mange år. Så der er god erfaring at hente.
Mit liv bliver mere og mere præget af kulturen her, men jeg bliver dog aldrig mongoler. Jeg kommer altid til at være en fremmed her, men jeg er dog ikke længere turist.
Med alle disse ændringer, tanker og beslutninger, er det i sidste ende Gud der sender ud og sender hjem. Det er ham der har det store overblik og ser alle nuancer. Jeg takker Gud for mit liv her i Mongoliet, og ber om at han må have mig placeret her så længe han har brug for mig, og at han vil sende mig et andet sted hen hvis det er det bedste. Men akkurat nu bør bloggen skifte navn til; Livet foregår i Mongoliet, for det er virkeligheden for mig.
Bed gerne sammen med mig:
Nuvel min Gud, så lægger jeg,
mit liv i dine hænder.
Du har jo selv beredt min vej,
du bedst min vandring kender.
Så tag mig i din stærke favn,
jeg vil dig lydig være.
Jeg ved det bliver mig til gavn,
og dig til pris og ære.