Tid til forandringer

Dette indlæg skrives fra Seoul lufthavn, hvor der er en del ventetid inden Rebecca og jeg skal videre med fly i nat. Beslutningen er taget. Vi rejser hjem. 

Grundet nedlukning af Mongoliet har det være meget begrænset hvad Rebecca og jeg har fået lov til at udføre af opgaver siden midt november. Jeg havde et fint efterår, og en hyggelig vintertid, men med få bekendskaber. Når der ikke er noget arbejde at fylde i hverdagen, og vi ikke kan få lov at være sammen med lokale børn og unge, så er det bedre for os at rejse hjem og få en hverdag med familie i en kultur vi kender godt. 

Den første nedlukning 

I kender det godt hjemme i Danmark og Norge. Lukket, aflyst, stengt, begrænset.. det er positivt at være negativ. Sådan er vores hverdag nu, og sådan er der ikke mange af os der trives særlig godt. I Mongoliet var der kollektiv nedlukning af landet. Fem-seks uger uden at komme ud af byen. En masse kul-forurening i luften og -25 grader. Bliv hjemme. Kort sagt: ikke nemt at bo i et fremmed land med begrænset kommunikation. 

Et par uger inden nedlukningen var et ungt tysk par flyttet til Khovd. Dem fik vi hurtigt kontakt med. Rebecca og jeg passede deres 2,5 årlige datter flere gange. Vi mødtes til adventsfejring næsten hver søndag. Snakkede om Gud og det med kristendom. Snakkede om livet i Mongoliet og i Khovd. Jeg forstod ikke helt Guds plan; hvorfor skulle jeg helt til Mongoliet for at kunne fortælle nogle tyskere at jeg tror på Jesus. Men hvor var det fantastisk at møde mennesker man kan få lov til at dele sin personlige tro med. Hvor ville jeg ønske at de var lokale. Men lokale var det stort set umuligt at mødes med.

Et par dage før juleaften åbnede landet lidt op igen. Der var styr på smittetallene. Troede man. Jeg synes det var hyggeligt at skulle fejre min anden jul her i Khovd. Vi var fem samlet juleaften. Middagen var næsten and(kylling) og flæskesteg(farsbrød), men jeg lavede dog brunede kartofler, så lidt dansk juletradition var dog til stede. Men det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at det handler om Jesus. Vi så en online julekoncert som flere kirker var gået sammen om at lave. Jul er nyt i Mongoliet. Måske den online virkelighed gør at flere hører hvad det egentlig handler om. Alle kirker er, som I kender det, lukket. Den 25. december var den varmeste dag i måneden - Rebecca og jeg overtalte David til at køre med os ud af byen, og sove under åben himmel (David sov dog i bilen). Der var kun -16 grader. Intet problem. 

I sommers havde vi købt tre puslespil som skulle bygges gennem vinteren

Vi opfandt hockey-kongespil; god præcisionstræning

Nød skøjtebanen, men synes det var forfærdelig trist uden fællesskabet

Vi lånte skøjter ud til drengene, som fandt en oversvømmet mark indenfor bygrænserne

Den ene vagt og hans familie er vi meget glade for at være sammen med, selvom det også er begrænset

På kold tur til Khar Us Nuur

Rebecca og jeg agerede barnepiger

Vi julehyggede i december og bagte norske potetlefser

..og julekager

Min 27-års fødselsdag blev fejret

NLM-Mongolia delte "care packages" ud til trængende under nedlukningen

Risengrød til juleaften

Fejring i fine deels (og skøjter)

Overnatning i det fri den 25. december

Den anden nedlukning

Restriktioner igen. Ikke rigtigt fremtidsudsigter til at tingene skal ændre sig før foråret og en vaccine. Så nu rejser Rebecca og jeg hjem. Det er dog ikke bare lige sådan. Det kan være vanskeligt at forstå, men der har kun været ét fly ud af Mongoliet i januar måned. Og der skulle trækkes i mange tråde, for at vi kunne få et sæde på det. Jeg er så taknemmelig for alle vores lokale medarbejdere. De har knoklet hele januar for at få os afsted. Det har været en underlig ventetid. At skulle pakke ned og sige farvel, uden at vide om der kom et fly. Og da de så annoncerede flyet for en uge siden, skulle alt lykkes med både billetter, test og transport på 1500 km til hovedstaden. Vores chauffør kørte os dertil på to dage. Jeg aflastede kun få timer, hvor han kunne hvile lidt, mens jeg kørte. Han måtte ud til alle tjekpoints (over 20 stk) for at bevise vi havde tilladelse til at køre gennem landet. Men det lykkedes. Tak Gud. 

Med en negativ test i hånden kunne vi stige ombord og sige pænt farvel til Mongoliet. Flyveturen gik til Sydkorea, Tyrkiet, Norge og så Danmark. Lidt kontraflyvninger, men i disse tider må man tage hvad der er. 

Morgen-smog; Solen nydes indefra

Rebecca 22 år

Rebeccas pizza-kage var pyntet med skistave og ski

Hvem mon har gået her..

Beskeden om flyet kom, og vi stressbyggede det sidste puslespil

Afslutningsfrokost for Rebecca, hvor alle ansatte er samlet for første gang i lang tid

Rebecca takker for halvandet år - trist men samtidig mange glade minder

Ombord på flyet ud af Mongoliet - vi takker Gud for at det lykkedes

Smoggen ligger tungt over Ulan Bator

Men det er et smukt land at sige "Ha' det" til!

Fremtiden

Selvom jeg kommer til at opholde mig hjemme i Danmark eller Norge de næste mange måneder er min opgave heldigvis ikke slut. Jeg kommer til at arbejde med et nyt projekt vi ønsker at starte op efter sommerferien i Khovd og Bayan Ulgii, holde mit mongolske sprog ved lige, og så skal jeg arbejde med forberedelse til næste skoleår. For jeg har fået lov at tage et år mere som lærer i Khovd. Hvornår det bliver muligt at flyve tilbage til mit fremmede hjem er endnu uvist, men jeg stoler på at Gud nok ordner det hele. Jeg vil rigtig gerne rundt og besøge så mange af jer som muligt senere i dette forår! Tak for al jeres forbøn. Glæder mig meget til at hilse på jer. 

Bed for: 

- Alle de mennesker som slider både økonomisk og socialt i disse nedlukningstider. Bed for de mennesker som bekymres over næste dags måltid. 

- Kristne i Mongoliet som ikke kan mødes i deres fællesskaber. Tak for online muligheder som vi bruger flittigt herhjemme i Danmark.

- Tak for alle de børn og unge jeg har fået lov at møde gennem disse år. Bed for at de ikke må miste modet indtil skole, klubber og aktiviteter kan åbne igen.