25. november 2020

Et anderledes efterår


Det er nok ikke nogen overraskelse at tingene bare ikke er som de plejer. Det er de ikke rigtigt nogen steder i verden. Men her i Mongoliet var begyndelsen af dette efterår alligevel tilnærmelsesvis normal. For lokalbefolkningen i hvert fald. For mit vedkommende måtte jeg finde mig i det nye normale. Og et ord som virkelig gælder i min hverdag er "omstillingsparathed". 

At skabe en ny hverdag

I september måned kunne vi begynde i kirken igen. Det var helt fantastisk at være samlet i Bayariin Medee og mødes med kristne brødre og søstre hver søndag. Kirkens faste kerne er ikke så stor, men gennem de sidste par måneder har den dog fået lov at vokse og stabilisere sig, hvilket er et takkeenme uden lige, efter syv måneder uden at mødes. 
Barnesang: Lige fra solen stiger op..
I samarbejde med volontøren Rebecca har jeg fået skabt mig en hverdag som jeg trives med. Jeg studerer mongolsk tre gange om ugen, hvilket er en udfordring for mig, da jeg virkelig ikke kan li' fremmedsprog, men objektivt set kan jeg godt se at jeg forstår meget mere end jeg gjorde for et år siden. En gang om ugen kører vi til børneklub i Erdeneburen, nabolandsbyen. Det tager lidt over en time at komme dertil, og de sidste 20 km er på grusvej. Rebecca og jeg leger med børnene, og vi synger lovsange og hører om Jesus. Nogen dage er der fem børn. Nogen dage over 30. De glæder sig til vi kommer hver uge, og snakker og snakker, uanset om vi forstår dem eller ej. For at det skal give mere mening med sprogstudier, har Rebecca og jeg blandt andet arbejdet med at oversætte de børnesange vi synger i børneklub. Det er en sjov oplevelse, for nogle af de sange har jeg selv sunget som barn, og nu er de kommet helt til Mongoliet. 
Mandag aften har vi startet en junior/teenklub. Vi kalder det engelskklub, fordi det bare er Rebecca og jeg, så deltagerne må kunne tale en smule engelsk for at komme. Det er det dog ikke alle der kan. Den underliggende mening er egentlig også at børnene skal få lov til at være sammen socialt, både uden for kirken og på tværs af kirkerne. Så vi spiller spil, leger, er kreative - og de engelske gloser strækker sig til tal, farver and what is your name? De glade smil hver mandag, gør det fuldstændig ligegyldigt at de ikke forstod hvad de skulle tegne..

Kirkekaffe(Te) efter en søndagsgudstjeneste

Mongolske klædedragter
De kaldes en 'deel'
Vi hjælper med at høste hos nogle lokale en efterårsdag
Og fylte mindst syv sække 
 
Vi plukkede nogle små æblelignenede frugter

Zolo og jeg i de flotte efterårsfarver
En dag med fem drenge til børneklub
Mange børn til børneklub


At acceptere en ny hverdag

BOOOM. I oktober fik vi beskeden om at familien Olofson sandsynligvis ikke kan komme tilbage før næste sommer. Læs det her på opslaget på LM's facebookside. Det var ikke nogen sjov melding, og jeg var en smule vred på Gud over tingenes tilstand. Jeg følte mig ubrugelig. Jeg er udsendt som lærer-missionær, og det var det jeg havde planlagt at bruge mine to år i Mongoliet på.. Men det er ikke Guds plan. Jeg måtte puste dybt og til stadighed minde mig selv om det kendte vers fra Jer 29, 11: Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Jeg synes bare de klingede så hult..
Både min chef hernede og hjemme i Norge arbejdede med at finde på arbejdsopgaver der kunne gøre min hverdag meningsfuld. Det der opmuntrede mest, var dog udsigten til konstante minusgrader og dermed også vinterens skøjtebane. Her ville jeg kunne bruge en masse timer hver dag sammen med børn og teenagere, og det er det jeg brænder for. Jeg blev interviewet til bagsiden af Utsyn (NLMs missionsmagasin) og måtte erkende at jeg øvede mig ekstra på afsnittet i fadervor: Lad din vilje ske! Men ellers så trives jeg jo med min hverdag og jeg er virkelig glad for Mongoliet. 

Overnatning under åben himmel
Efterårets græskarhøst

Tegninger fra junior/teenklub
Til lørdags-engelskklub (for voksne damer) hvor snakken handler om at være som den kloge mand i lignelsen om bygge sit liv på klippen, på bibelen - noget stabilt
Hvorfor have en lastbil når en Toyota Prius sagtens kan fragte kartofler?
Tolbo Lake, hvor vi lige måtte teste skøjterne i begyndelsen af november - første skøjtetur i år

At den nye hverdag ændres..

Så skete det så alligevel. For to uger siden fik vi meldingen om, at en person trods 21 dages isolationskarantæne alligevel var testet positiv for corona fire dage efter han kom hjem. Nu var der lokal spredning = hele landet i lockdown. Dette indebærer at alle skoler og aktiviteter lukker ned, kun butikker med madvarer får lov at holde åbent, og folk skal så vidt muligt arbejde hjemmefra. Masker på i det offentlige rum og begrænset bevægelse i byen - og ingen mulighed for at komme sig ud af byen. Og dette gælder også her i Khovd, selvom smitten pt befinder sig 1500 km væk. 
Det er så trist at alle de aktiviteter som nu var med til at skabe mening og indhold i min hverdag, fra den ene dag til den anden blev aflyst. At min omgangskreds pludselig er stærkt begrænset. Ikke så enkelt at holde modet oppe. 
Heldigvis har vi haft en masse arbejde at give os til. Vi har nemlig brugt de sidste to uger på at bygge årets skøjtebane i baggården. Uheldigvis gik vandingen og dermed isfremstillingen ikke helt som planlagt, så nu er hovedprojektet at vande otte gange om dagen, og lade et lille lag vand fryse hver gang. Dette skaber omkring én centimeters is om dagen, så der er nok arbejde at give sig til de kommende dage. Og tænk at Gud også kan bruge mig i et arbejde hvor der bliver skabt én cm is hver dag.. så må vi bare vente og se hvordan fremtiden former sig. 

Vi gør klar til at bygge skøjtebanen
Vi har fået 150 par nye skøjter sponsoreret fra Norge som også gøres klar!
Vi får heldigvis god assistance - ikke af katten, men fire af skøjtedrengene, som virkelig glæder sig
Så skal der bare vandes
Det begynder at ligne noget!! 
Khovd en tidlig morgen

Vågnede op med denne sang på hjernen, og må indrømme at den passer godt ind i mit liv 
Bed for: 

- En velsignet adventstid og en hyggelig december måned. At Gud må kunne bruge os i Mongoliet til mere end én cm is. Bed for julefred i en ellers presset tid. 

- At der må blive åbnet op efter lockdown snart, og at sociale aktivteter som kirke og klubber må blive en mulighed igen. At skøjtebanen må blive en velsignelse for Khovds børn og unge.

- At alle må få lov til at være missionærer præcis der hvor de er nu - tak for at Gud kalder os til mange forskellige ting.