Det har lige været 1. september. Det betyder skolestart og en tilbagevenden til det forholdsvis normale her i landet. Dog ikke helt for mit vedkommende, da mine elever er hjemme på orlov. For første gang i mit liv er jeg ikke med på billederne fra min families sommerferie i Norge. Det måtte jo komme hertil en gang, men det er trist at det ikke var mit eget valg (hvis du er i tvivl: covid). Jeg har dog heldigvis haft en fantastisk sommerferie.
Sommerferie
Sommerferien begyndte med skolens afslutning. Det var fornøjeligt og stolt at kunne sætte punktum for mit første arbejdsår som lærer, med tre tilfredse elever og to lærere der trængte til ferie. Juni bragte lidt opløsning af de strenge corona-forbud i forhold til forsamlinger, og jeg så for første gang i fem måneder mennesker fra min kirke igen. Vejret var godt, og vi brugte weekender på fjeldture og samværd med unge fra kirken.
Rebecca og jeg indledte ferien med at køre 3000km tur/retur til hovedstaden Ulan Bator, for at komme afsted på ferie og samtidig handle lidt af det vi havde tænkt at hente i henholdvis Norge og Danmark. Ingen af os kom et smut til hjemlandene som planlagt. Rebecca har heldigvis valgt at blive et år til som volontør her i Khovd, og det er jeg bare så taknemmelig for.
I begyndelsen af juli flyttede jeg til eget hus - dvs. jeg er hus-, hund- og havepasser for en amerikansk familie som er rejst hjem på orlov et halvt års tid. Det er virkelig en velsignelse at have egen have (også køkkenhave) og hyggeligt at prøve at have hund for en periode. Huset ligger kun fem minutter fra NLM-kontoret, så det er nemt at komme på arbejde og besøge Rebecca og David som nu er de eneste tilbageblevne kollegaer, da familien er rejst hjem på orlov, for blandt andet at sende Silja på efterskole.
Skoleafslutning for 0., 3. og 8. klasse
Tre glade mennesker på toppen af Jargalant 3796 m.o.h
Besøg af unge fra kirken til spil, leg og pizza
Køretur til Ulan Bator i den ene Land Cruiser hvor der er indbygget seng
Naturen blev nydt både på køreturen og i pauserne
Nordruten har 176 km med grusvej, ellers er der asfalteret hele vejen
Mit nye hjem for et halvt års tid
Sommeraktiviteter
Gennem sommeren er Rebecca og jeg begyndt til "Speaking club" hos en anden amerikansk missionærfamilie. Vi træner lidt mongolsk og snakker om sprog generelt - og 'speaker' om så meget andet her i livet som lige fylder. Det er fantastisk at være sammen med nogle som har boet her i landet i 20 år, taler sproget flydende, har forståelse for både mongolsk og vestlig kultur, og samtidig nyder vores selskab.
I juli fejrede jeg Naadam for første gang. Mongolerne fejrer deres uafhængighed med folkefest og det traditionsrige 'de tre mænds spil'. Du kan læse mine tanker om det på dette blogindlæg. Det var farverigt og flot, og kvinder og piger kan nu deltage i to ud af tre spil, som er ganske sejt.
Denne sommer har jeg anerkendt en ny aktivitet: carcamping. Jeg er ellers vokset op med telt og rygsæk og vandring på egne ben, men i Mongoliet er afstandende enorme, og med det nye koncept når jeg at udforske mere af landet. Også fordi bilerne her kan køre over ALT. Dette bød på udflugt med Rebecca og hunden Piglet (som absolut ikke er en grisling), udflugter med unge mennesker fra kirken og David, syv piger på tøsetur til Tavan Bogd; nationalparken med Mongoliets højeste fjeld og mange andre ting.
Folkefest under Naadam
Det ene spil: bueskydning. Her fire kvinder der skyder om kap
Det andet spil: hesteløb hvor 5-7årige børn ridder om kap - en enkel pige deltog her
Carcamping med hunden Piglet
Fra en af turene med de unge fra kirken
Munkhkhairkhan mountain, Shuurhai stone og en ger i forgrunden
Vejen er oversvømmet af elven i sommertiden hvor det regner mest
Tavan Bogd - fjeldområde med gletsjer og Mongoliets højeste fjeldtoppe
Toppen af Malchin 4050 m.o.h
Grænserne til Kina og Rusland ligger ved den højeste top til venstre i billedet
Glæde på tøsetur
August og opstart på arbejde
Da mine elever er begyndt på skole hjemme på Færøerne i familiens orlovsperiode, er mit andet skoleår endnu ikke startet. Det betyder at arbejdstiden kan bruges på meget andet, og som missionær har man mange forskellige arbejdsopgaver. Jeg studerer sprog og laver relationsarbejde. Her i september begynder jeg på lidt projektarbejde, samt hver torsdag skal Rebecca og jeg ud til børneklub i nabolandsbyen Erdeneburen, hvilket vi ser meget frem til.
Ellers kan arbejdsopgaver være at agere chauffør og fotograf for lokale kirkefolk, bage en bryllupskage, køre en af bilerne til service i hovedstaden (hvilket Rebecca og jeg meldte os til i august, så vi tog lige de 3000km igen), deltage i engelskklub og bibelstudie med lokale, holde spilleaften og en masse andre ting.
Kort om corona: Mongoliet har som et af de få lande i verden ikke noget smittetryk indenlands. Dette skyldes at landets grænser har været lukket siden februar, og har lige nu ikke nogen udsigt til at åbne. Man kan betale sig til at komme med særfly ud af landet. Man kan praktisk talt ikke komme ind igen, grundet absurde karantæneregler (5 uger, selvbetalt og max 5 kg bagage) og ventelister til flyene på flere tusinde mennesker.
Derfor har jeg valgt at blive i Mongoliet, selvom mit arbejdsliv er kommet til at se ganske anderledes ud, mens familien er hjemme på orlov. Her er tryg og godt at være og jeg er glad for mit andet hjem.
Bed for:
- At familien og kollega Jan Ingve må være i stand til at komme tilbage til landet i løbet af efteråret. Dette gælder også lokale, at de må få muligheden for at komme hjem til deres familie. Pt. har vi to medarbejdere med ægtefællen i Sydkorea.
- Tak for at skolerne er begyndt igen 1. september efter syv måneders nedlukning. Bed for at fritidsaktiviter, deri også kirke må begynde igen i løbet af september.
- Tak for at vi har det godt og stadig kan få lov til at være sammen med mennesker her - både socialt og om Jesus.
