Alting er lidt anderledes for tiden. Eller det vil sige - nok særligt i hjemme i Norden. Her i Mongoliet er det anderledes blevet til hverdag. Selvom vi de sidste uger har været lidt mere opmærksomme på at følge med i verdensnyhederne, så er de store konsekvenser endnu ikke nået hertil - eller også kom de allerede for et par måneder siden.
Forholdsregler
Det begyndte for os i slutningen af januar, mens vi nød vores retrætetur i Thailand. Netop som vi sad og drak mangojuice fik vi en melding om, at de mongolske myndigheder allerede nu valgte at tage nogle drastiske forholdsregler fordi vores naboland Kina havde fået en ny virus. Dette indebar at alle skoler blev lukket ned på ubestemt tid, alle offentlige pladser og aktiviter lukket ned og aflyst, og de anbefalede at man ikke mødtes i for store forsamlinger. For os havde det konsekvenserne at vi ikke har kunne samles med vores kirke siden begyndelsen af januar. Jeg savner meget søndagsgudstjenesten, og at mødes med vennerne i kirken. Jeg savner at spille klaver til gudstjenesten og synge lovsange på mongolsk. Mest af alt savner jeg samværet med lokale kristne. Den anden store konsekvens for os, var at myndighederne kom forbi NLM's kontor og bad os om at stoppe aktiviterne med skøjtebanen. Selvom det er i en privat baghave og det er en privat aktivitet, anså myndighederne det som en offentlig plads - og derfor skulle den lukkes ned. Av, hvor var der stille da vi kom hjem til Khovd. Når man gik fra at have haft 100-200 børn i sin baghave hver eftermiddag, til at man knap nok så nogle mennesker når man gik på gaden, blev byen en smule som en spøgelsesby. Der kom også flere tiltag - alle skulle nu gå med maske når man gik ud af sit hjem, og store skilte med hygiejneregler blev hængt op på torvet og gaderne. Du må ikke handle hvis ikke du har maske på. Jeg synes det var nogle drastiske forholdsregler at tage - specielt fordi der skulle gå to måneder inden det første tilfælde af virus kom til Mongoliet.
Flyet hjem til Khovd efter ferie i Thailand og Danmark
Den meget tomme skøjtebane hvor Silja og Rebecca spiller ishockey.. alene
Trods alle disse forholdsregler prøvede vi at forsætte hverdagen så normalt som muligt. Silja havde fødselsdag, og det fejrede vi ved at invitere en flok af vores venner fra skøjtebanen og kirken med en tur ud af byen - ud til Haar Us Nuur, den sorte sø, for at stå på skøjter, kælke (efter en bil), spise boller og drikke varm kakao. Det var en dejlig søndag. Ellers er min lille skole blevet ved med at have undervisning, og vi blev ved med at stå på skøjter i vores egen baghave lige indtil 15. marts. Men det var lidt trist at gøre uden alle de andre børn. Heldigvis kunne vi stadig have besøg af nogle få venner af gangen som kunne skøjte med os. Og dem har vi heldigvis fået lov til at blive rigtig gode venner med.
Silja 14 år - man skal ikke gå ned på kage!
Vi fejrer det med tur til Har Us Nuur - Den sorte sø
Fødselsdagsbarnet nød dagen (det gjorde hendes lærer også)
Hele flokken poserer til et fællesbillede
Vi kælker efter bilen på den store sø
Efter en masse slid klarede vi at rydde et stor stykke af søen til en skøjtebane
En skøjtebane med verdens flotteste udsigt i baggrunden
Lørdagstur til en frossen elv i fjeldpartiet Jargalan
Rebecca og jeg prøvede at gå op af elven uden pigge under skoene - en udfordring
Udsigten var dog belønning nok i sig selv. Vi nyder at være til - og have god tid
Vi skulle dog også ned igen - en større udfording end at komme op. Men også meget sjovere!
Vi prøvede at holde skøjtebanen så længe som mulig, hvilket betød dobbeltvanding hver aften, skrabning og fejning
I midten af marts måtte vi indse at skøjtebanen var slut for i år
Vi har fået et løbebånd som bliver testet grundigt
Vi finder på andre aktivitet imens skøjtebanen smelter
Jan Ingve og jeg konstruerede en improviseret slack-line
Nedlukning
Ikke alle dage var dog helt som 'det anderledes normale'. Der skete nemlig det, at hver gang der var mistanke om en mulig smittet, blev hele landet lukket ned i karantæne. Det vil sige at man ikke kan komme ind og ud af byerne, hverkend med indenrigsfly, busser, privat kørsel eller en hest. En af de kritiske gange dette skete, var da vi havde vores første besøg fra Norge her i foråret. Det var det første af en masse forskellige besøg fra bibelskoler, NLM, studiesteder og familie som vi havde set meget frem til. 17 nordmænd fordelt på otte voksne og ni teenagere fra norske ungdomskoler (8.-9. klasse) nåede frem dagen inden en nedlukning. Vi havde allerede advaret dem om at det oprindelige program måtte ændres da vi hverken kunne besøge sundhedsprojektet eller komme i kirke pga. forholdsreglerne. Vi måtte også indrette skolen som sovesal og forberede en del mad, da alle hoteller og stort set alle restauranter havde lukket. Plan-B blev dog også ændret dagen de landede, da de havnede i karantæne sammen med os i Khovd. Så vi opfandt et program fra dag til dag. Trods udfordringer og lange arbejdsdage, havde vores gæster en fantastisk tur. De fik en ægte oplevelse af hvordan det er at være udsendt som missionær. Flere lokale gav uventede invitationer, og de sidste dage blev karantænegrænserne rykket, så vi kunne komme lidt ud på landet. Og Gud havde styr på det hele, for dagen de skulle flyve hjem, åbnede myndighederne for indenrigsflyene og gæsterne kom som planlagt til hovedstaden og hele vejen hjem til Norge. Det blev desværre vores eneste besøg. Resten er blevet aflyst som konsekvens af restriktionerne.
Nordmændende prøver at fejre Tsagaan Sar (mongolsk nytår) hvor de lokale medarbejdere demonstrerer
Der bliver serveret meget godt mongolsk mad
To af vagterne, vores chauffør og David er trukket i det traditionelle outfit
Alle fik også afprøvet skøjtebanen
Vi blev inviteret hjem til nogle lokale
Her vises der hvordan et pudebetræk broderes
Vi fik mulighed for at komme en tur på landet for at ride på mongolske heste
For nogle var det første gang på en hest, for andre det mest naturlige i verden
Igen blev vi inviteret ind hos de lokale - de er meget gæstfrie. Vi får lov at være turister
Silja nød at der var piger på hendes alder
Panik
I mangel af en catchy overskrift som klimaks i en optrappende situation, har jeg givet dette afsnit titlen "panik". Men det er mere markedsføring end virkelighed. Jeg vil på ingen måde sige at jeg eller nogle af mine missionærkollegaer har haft panik, eller at Mongoliet har været i panik når det kommer til situationen alt i alt. Men vi kunne ikke undgå det, og for fire uger siden fik landet sit første tilfælde af coronavirus. Udefra selvfølgelig. Og der kom en reaktion - i løbet af få timer var landets grænser lukket. Ingen kommer ind, ingen kommer ud. Og karantæne til alle byer igen. Situationen velkendt, dog med den ekstra faktor at nu kan vi faktisk ikke komme hjem til Norden. Vi tog os tre dages coronabreak fra skole og job for at snakke med NLM og finde ud af hvad vi skulle stille op. Den danske ambassade i Bejing kontaktede mig for at fortælle, at der et par dage efter gik et ekstraordinært fly for turister og expats ud af landet til Berlin. Men i praksis kunne det knap nok lade sig gøre for os at nå det - det ville kræve en køretur på 1500 km gennem et fuldstændig nedlukket land. Vi så hinanden i øjnene, og måtte konkludere, at hvis konsekvensen blev, at vi ikke kunne komme hjem til Mongoliet igen, hvis vi først rejste ud, ville vi faktisk hellere blive her. Vi var ikke klar til at forlade arbejde, venner, kæledyr, hus og hjem. Og ind til videre en rigtig god beslutning. Jeg har det godt og trives med min anderledes normale hverdag! Landet er åbnet op igen indenrigs, og tingene forsætter uden nogen tegn på panik. Der er kun 14 tilfælde i landet, og de er alle sammen 1500 km fra mig, så føler mig ganske sikker her i Khovd, og er ikke i tvivl om at Gud vil have mig her. Jeg følger med i de danske medier, og beder meget for jer derhjemme, da I nok er noget mere berørt af situationen end os i Mongoliet. Her nyder vi bare at foråret er kommet, så vi kan komme en masse på tur ud i den flotte mongolske natur. Tak Gud.
I disse tider er middagsøvn en tiltrængt aktivitet..
...man bliver alligevel udslidt af en forandret hverdag
Man får også energi af en lørdag med fjeldtur
Khovd set fra en ny vinkel
Man kan sagtens tage på telttur i marts, så vi tog af sted med amerikanerne
David tager fantatiske billeder - du kan se flere af dem på hans facebookprofil
Det var lidt koldt om natten, men når solen kom frem var det dejlig varmt
Hele banden: Molly med sine forældre Hayley og Marvin, deres hund Piglet, Rebecca, mig og David
De flotte mongolske heste som går frit rundt og græsser
Foråret er drilsk - nogle dage er der sne..
..andre dage skinner solen så der er varmere end der nogensiden bliver i Danmark
Og så kommer der sne igen..
Men nu er det for alvor slut med skøjtebanen - den er pakket sammen, og foldboldbanen er fremme igen. Også skønt!
Nu sidder jeg på mit kontor og har netop fået påskeferie. Noget jeg har set frem til i mange uger! Familien Olofson er taget på ferie til Ulaan Bator, og Rebecca og jeg planlægger nogle dage på vandretur og at udforske 'nær'området. Jeg håber at påskedagene bliver dejlige med afslapning, online gudstjenester (hvilket der heldigvis findes en masse af), fokus på det fantastiske Jesus gjorde for os for 2000 år siden, og ny energi til de næste ti ugers skole.
Bibelvers der har fulgt os alle her på feltet de sidste mange uger Fil 4,4-7: "Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennersker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus."
- Bed for alle der er påvirket eller smittet med corona. Bed for helbredelse og lægedom til både syge og pårørende.
- Tak for at vi har det godt på feltet. Tak for at Gud velsigner med gode venner, arbejde at gøre og fantastisk forårsvejr.
- Bed for at påskens budskab må blive modtaget af flere mennesker i år, da det nu bliver udbredt på en ny online måde.
