De første mange indtryk

Kære alle der læser med

Rebecca og jeg første dag i Mongoliet

Tak fordi du/I har lyst til at følge med i et nyt kapitel af mit liv - som missionær og lærer i Mongoliet. Selv om dette er med udgangspunkt i mine oplevelser, så er det ikke mig det i bund og grund handler om, men om hvordan mennesker der aldrig har hørt om Jesus måske kan få lov til at få et møde med ham. Jeg er ansat af Norsk Luthersk Misjonssamband(NLM) som “Rektor og Lærer” på Den Norske Skole(DNS) i Khovd. Skolen er dog ikke så norsk, da mine elever er tre færøske søskende der skal begynde på skolen i år. De skal gå i 0., 3. og 8. klasse. Jeg skal samarbejde med den norske et-årring (volontør) Rebecca i skolen, og det er jeg virkelig glad for. 


De første indtryk 
Jeg landede i Mongoliets hovedstad Ulan Bator (UB) den 9. august sammen med Rebecca. Her mødte den norske missionær Jan Ingve os i lufthavnen. De første par dage brugte vi på at lære hovedstaden lidt at kende, at overvinde vores jetlag og at handle ind i butikker med at helt nyt sprog på varerne (nogen gange tager man bare chancen).
Den ene dag kørte vi nogle timer ud af byen og ind i Gorkhi Terelj National Park, hvor vi besøgte en lokal familie som vi spiste middag hos. Her fik vi også lov til at komme på en ridetur, som var to timer længere end jeg forestillede mig. De mongolske heste er små, udholdende og en smule stædige. Eller også er det min manglende kundskab inden for ridning man bør skyde skylden på. Det var dejligt at blive taget imod så gæstfrit og blive inviteret ind i deres hjem: en Ger. Det er de hvide hytter af træ og filtet/valket uld som en stor del af befolkningen bor i. 
Landskabet i nationalparken var meget anderledes end resten af landet: Helt grønt, masser af træer og brusende floder. Det var dog også præget af shamanpladser kendetegnet af blå bånd. Det er steder hvor man ofrer (typisk mælk eller vodka) og tilbeder ånder. Specielt at se. Den primære religion i Mongoliet er egentlig buddhisme, men mange holder sig til den mongolske shamanske tradition. Jeg beder til at mit virke her kan få lov til at vidne om en Gud der er mere solid at bygge sit liv på. 

Ulan Bator fra lejlighedsvinduet

Gorkhi Terelj National Park

To gers i nationalparken

En shamanplads

Søndag formiddag var vi med til gudstjeneste i den lutherske kirken i UB. Det mindede på mange måder om det jeg kender hjemme fra en frimenighedsgudstjeneste - bortset fra at jeg ikke forstod noget som helst. Eller det vil sige, at jeg kunne forstå et ord: “Ecyc” Det betyder Jesus. Det var også det vigtigste. 
Når man er i en kirke for første gang, er det tradition at man rejser sig og præsenterer sig selv. Det måtte Rebecca og jeg også gøre, selvom vi bare var gæster en enkelt gang. Vi kunne heldigvis sige det på engelsk, da præstens kone kunne oversætte. Der er ellers meget få i Mongoliet der kan tale engelsk. Så stillede de sig alle i en rundkreds omkring os og sang en velkomstsang. Speciel oplevelse, men det sikrer at man i hvert fald ikke bliver overset. Samme skete i kirken i Khovd, men anden gang var ikke nær så overvældende som første.

Køretur til Khovd

Efter fem dage i hovedstaden gik turen mod Khovd - 1500 km tværs igennem landet. Man kan flyve dertil, men da en af NLM’s biler skulle transporteres tilbage til Khovd efter at ha’ været til mekaniker i UB, blev vi tilbudt køreturen - hvilket vi sagde stort JA TAK til. En spændende oplevelse at køre igennem landet. 

Første dag bestod primært af dårlig asfalt. De sidste 20 km inden byen Altaj hvor vi skulle overnatte var der omkørsel. Det vil sige at vejen er blokeret med jordbunker, så man kører af ud på sletten, følger en grusvej rundt om en bjerg, kører forbi broen der er knækket på midten(hvilket det ser ud til at den har været et par år), og så ind på asfaltvejen igen lige inden byen. Dette resulterede dog i et punkteret dæk, men så er det godt at der er to ekstra på taget af bilen. Første(og ikke sidste) hjul skiftet i Mongo. 
Anden dag var utrolig spændende, da vi skulle køre de første 5-6 timer på den del af hovedvejen der ikke er asfalteret endnu. Der er bare grusveje gennem ørkenen.. og med grusVEJE mener jeg at vejen hele tiden deler sig, og man kører bare der hvor man har lyst. Jeg spurgte Jan Ingve hvordan han kunne finde vej, hvortil svaret var: “Vi skal mod vest, så nu kører jeg bare efter at have solen i ryggen.” Enkelt, men det virker. Vi klarede det igennem bjerge og ørken, men hvis lastbiler kan, kan en Land Cruiser vel også sagtens. 

Når man skal overhale en lastbil på hovedvejen

Bilen kan blive lidt beskidt

En Toyota Prius med rattet i den forkerte side er den mest kørte bil i Mongoliet - og den kan åbenbart også køre overalt!

Nyt hjem

Vi nåede sikkert frem til Khovd, hvor jeg nu er ved at indrette mig i mit nye hjem. Dette består blandt så meget andet i at købe en støvsuger og stueplanter, så det kan blive lidt hjemligt. 

Rebecca og jeg går i disse uger på sprogskole, for at lære en smule mongolsk. Det er svært at skulle lære et helt nyt alfabet og en masse lyde som jeg synes må være fysisk umulige at sige. 

Миний нер Майкэн = Jeg hedder Maiken

Ellers flyver tiden afsted med at lære de andre missionærer og lokale ansatte at kende, at møde nye skikke, tjekke nærområdet ud og forberede skolestart for børnene på mandag! 

- Bed gerne for at alt det nye og praktiske lige så stille må falde på plads. 

- Bed for at jeg må få lov til gøre en forskel for de mennesker jeg nu er nabo til.

Første gang jeg så Khovd hvor jeg skal bo i de næste to år

Når vejen bliver til flod, eller floden bliver til vej

Følg også med på NLM's instagram: NLM Mongolia
På facebook: NLM Mongolia
Eller send en mail til mig på mhadberg@nlm.no