En del af flokken

Én af de store personlige udfordringer jeg har som missionær, nabo og kirkegænger i Vest-Mongoliet er udskiftning af omgangskreds. Skal jeg være helt bund ærlig, så har jeg ikke mange hverdags-venner; folk i nære relationer jeg ser ofte, har kendt i flere år og som ser mig for den jeg er. Siden 2019 hvor jeg flyttede til Khovd, er der kun én missionær familie tilbage som også var der på den tid. Jeg har netop holdt juleaften sammen med dem, hvilket er en stor velsignelse og jeg er meget taknemmelig for fællesskabet med dem. 

Fejrede juleaften i fantastisk selskab!

Venskaber blant missionærer

Lad mig prøve at forklare de forskellige roller. Virkeligheden er, at missionærer anno 2024, er folk som vælger at flytte fra sit hjemland og bosætte sig - for en periode - i et andet land. Vi har ikke længere "kisten med i bagagen", og kontakten til hjemland og familie er muligt på et helt andet niveau end det var i gamle dage. På den norske skole ligger vi undervisningen tilrette, så eleverne kan få bedst mulig overgang når de skal tilbage i det norske skolesystem. Vi opsiger måske vores lejligheder eller sælger huset i hjemlandet, men passet er forsat dansk(eller norsk) og traditioner og kultur præger hverdagen. Da manden i et missionær-par, som har boet over 27 år i Mongoliet fik en blodprop i hjertet, valgte de at sælge alt de havde her og flytte til England for opfølgning og videre behandling. Det tog mig noget tid at processere deres fravær. Ikke fordi jeg ikke 100% kunne forstå deres beslutning, men fordi jeg havde haft en utopisk ide om at de altid ville være her i Khovd. 

Relationer mellem missionærer er derfor 'periodebestemte' og når vi flytter væk fra vores fællesnævner, i mit tilfælde Khovd i Mongoliet, betyder det ikke at venskaber slutter, men det nære hverdagsfælleskab ophører og der må arbejdes for at holde langdistance-relationen ved lige. Alligevel er missionærfællesskaber utrolig vigtige for åndelig og personlig trivsel i både arbejde og privatliv. Og der formes venskaber som kan vare resten af livet. Det at være fælles om et kald er helt unikt, selvom kaldet udformer sig på mange forskellige måder. 

Årets første ishockeytræning sammen med Emely Nikola og vores "hockeygutter"

Den kristne nabo og kollega

Det er ikke nogen nyhed, men sprog er virkelig essentielt for at kunne skabe relationer mellem mennesker. Det betyder, at med få undtagelser, så er de lokale jeg vil kalde for nære venner, mennesker som jeg kan tale engelsk med. Det koster så meget energi og tålmodighed - fra begge parter - at snakke sammen på Mongolsk, et sprog hvor den ene part (mig) kun taler på en 4-5 årigs niveau. At forstå, men ikke minst at gøre sig forstået, kræver en indsats uden lige, og jeg har stor respekt for de af mine venner, som igen og igen må gentage og rette på mig i vores samtaler. Jeg siger konsekvent det forkerte ord, når jeg spørger "er du kold?", på trods af, at det er et utrolig relevant og meget brugt samtaleemne. 

Mange af mine lokale kollegaer på kontorene har arbejdet for NLM alle de år jeg har været her. Det betyder at her er relationer som har været længerevarende. Men udfordringen her, er rollen vi har overfor hinanden. For på trods af både aldersforskel (hvor jeg er yngre end de fleste), så er jeg alligevel udlænding og med i styret, og der vil altid være en skæv magtbalance mellem os. Det betyder ikke at jeg ikke har virkelig gode relationer med flere af mine kollegaer, men virkeligheden er at vi først og fremmest er kollegaer, dernæst i en venskabsrelation.

Afslutningsmiddag sammen med gode kollegaer fra Khovd

Og de af mine venner som faktisk taler engelsk, og hvor vi er i en relation hvor vi taler om tro, trivsel og dybe tanker, ja, de har en tendens til ikke at blive boende i Khovd. Jeg har i begyndelsen af måneden sagt farvel til en tæt veninde som flyttede til Australien for at studere sin masteruddannelse de næste to år. At sige farvel, uvidende om vi nogensinde ser hinanden igen var tungt. Optimisten i mig siger; ja selvfølgelig er det en mulighed, men realisten ved godt at det ikke er en selvfølge. Jeg havde i oktober besøg af en ven som nu bor 1500km væk i hovedstaden, og hans første spørgsmål til mig var: "Are you not lonely, living here?" Sætningen har fulgt mig de sidste måneder, alene i en lejlighed og bosat i en fjern by i Vest-Mongoliet, hvor jeg har tænkt meget over, om jeg mon er ensom. Heldigvis er svaret nej. 

Kirkegænger

I kirken Bayariin Medee, som jeg har været en del af de sidste fem et halvt år, har der også været en del udskiftninger. Her der det pastorfamilien, en ældre dame og og et par enkelte teenagere som er igen siden jeg begyndte der. Jeg må indrømme, at det har taget lang tid at komme ind og blive en virkelig del af kirken, og jeg er taknemmlig for erfaringen en tidligere missionær, som var på besøg herude forrige år, delte med mig. Kulturelt så tager det mange år at skabe tillid til hinanden, så det at komme trofast søndag efter søndag er det bedste jeg kunne ha' gjort og forsætte med at gøre. 

Og så bliver man en del af flokken. I år var min fødselsdag på en søndag, og efter gudstjenesten var slut, stillede den unge pige, som jeg har kendt siden hun var 11 år, sig op og fik hele kirken med på at synge Happy Birthday for mig. Teengruppen ringede samme aften og spurgte om jeg var hjemme, for så at komme på overraskelsesbesøg med kage og gave. Og bare én uge senere, blev selv samme pige døbt i troen på Jesus Kristus som sin frelser! For heldigvis er det ikke mig og mine venskaber det handler om, når alt kommer til alt. Jeg kender allerede Jesus, efter det privilegie at vokse op i troen på ham. Herude er der mange som endnu ikke har hørt om ham. Og det at en pige på 16 vælger at lade sig døbe fordi hun har fået lov at vokse ind i troen på ham, selvom hendes familie ikke er kristen, er helt fantastisk og en velsignelse at være vidne til! 

Teengruppen i min lejlighed på overraskelsesbesøg til min fødselsdag

Så på trods af et afsavn, om at have flere nære-langtids-venskabs-relationer i hverdagen, betyder det ikke at jeg er alene, for jeg har både kollegaer, kirkefællesskab og teenagere omkring mig, og ensom har jeg aldrig været, for jeg får lov til at leve livet i en relation til Jesus. Og så har jeg min familie og mange gode venner i Norge og Danmark, som jeg også må opretholde en relation til. Jeg har derfor fået en længere orlovsperiode fra påsken 2025, og vil meget gerne ud og besøge mine nærkontakter og menigheder rundt omkring i Danmark. Vil se frem til at se mange af jer igen, og sige personlig tak for forbøn og hilsner. 

Med ønsket om en glædelig jul og godt nytår. 

(Læs mere fra efteråret)

https://www.nlm.no/aktuelt/misjonsblogg/maiken-hadberg/2024/06/gledelig-nytt/

https://www.dlm.dk/nyt/der-skal-vaere-fokus-paa-relationerne

Festgudstjeneste med dåb

Uden tidsbegræsning

Denne sommer var jeg på fire ugers på ferie i Danmark og Norge. Dette var første gang i løbet af de sidste fem år (foruden coronapausen), hvor jeg havde en ferie længere en 10 dage i Danmark. Det var skønt at være sammen med familie og venner, slappe af, og nå til det punkt hvor jeg også så frem til at komme hjem igen. 

For hvor er hjemme? For mig er svaret på nuværende tidspunkt Khovd, Mongoliet. Danmark er forsat mit hjemland og der jeg er vokset op, og jeg vil altid være dansker. Det tager utrolig lang tid at tilpasse sig livet i et fremmed land med en kultur som er så meget anderledes end det vi kender fra Skandinavien. Og selvom der er en fornuftens stemme som siger mig, at jeg altid kommer til at være anderledes herude, så er det alligevel her i Mongoliet jeg bor nu. Så til spørgsmålet om "hvornår jeg kommer hjem igen?", så er svaret, at jeg er hjemme. Jeg har en fast stilling uden tidsbegræsning, og jeg har ikke længere en tidshorisont eller en periode herude, men jeg er her til Gud ønsker mig et andet sted hen.

Sommeren førte en del ændringer med sig. I juni afsluttede jeg mit to-årige eksperiment med at bo i ger (uld-telt). Det har været en fantastisk og udfordrende oplevelse som jeg aldrig vil være foruden, men jeg sætter virkelig stor pris på at have et toilet, varmt vand og fuldt funktionelt køkken igen. Før min ferie havde jeg været ude og se på lejligheder sammen med en kollega, og brugte slutningen af juli på at flytte ind en flot treværelses med udsigt ud til bjergene. Jeg har også skiftet arbejde. I foråret søgte jeg på stillingen som projektarbejder i Grandhagen Aktivitetspark (GAP), og har nu i to måneder nydt mine nye arbejdsopgaver hvor jeg bruger mine pædagogiske evner over for lokale børn i hverdagen. Jeg underviser dog fortsat et par timer på Den norske skole, i bytte for at én af mine kollegaer derfra kunne få muligheden for også at arbejde i parken to eftermiddage om ugen. I tillæg har vi fået volontør igen i år, og han arbejder delvist på skolen og delvist i GAP, så det er godt med kollegaer. 

Her i sommer/efterårsperioden har jeg fået timer til at studere sprog. Det er utrolig vigtigt også for det udadrettede arbejde jeg nu står i, og det giver simpelthen så godt mening at lære en konkret grammatisk regel kl. 8 om morgenen, som jeg så går ud og øver mig på hele eftermiddagen. Det mongolske sprog er forsat svært for mig, men ligesom med alt andet er det det at øve sig som gør forskellen. 

En af mine fokusområder med arbejdet i GAP er samarbejdet med de lokale kirker. Vi har sådan en fin plads og en masse resurser som bare venter på at blive brugt. Jo flere af de kristne som er indenom parken eller har arrangementer på grunden, gør det vigtige i arbejdet endnu tydligere. For det er afgørende at det ti-årige projekt ikke bare slutter der, men at det faktisk får evighedsbetydning for nogen af de børn og unge som er jævnligt indenom. Per nu er der tre ungdomsgrupper om ugen (onsdag, lørdag og søndag), kirke søndag formiddag og så en gang i måneden har vi aftalt et tværkirkeligt arrangement; i september var der stor volleyballturnering mellem alle byens kirker.

Volontøren og en anden frivillig er begyndt med fodboldtræning tirsdag aften for drenge og et par enkelte piger i alderen 8-14 år. De spørg hver dag om de ikke også kan ha' træning denne aften, så det er mindst lige så populært som ishockeytræning om vinteren. Faktisk er GAP så populær at vi ikke har mulighed for at gøre alt det vi har lyst til, så vi har lagt en stillingsannonce ud hos alle kirkerne i byen, fordi vi ønsker to kristne til at arbejde deltids i parken. Det er altid vanskeligt at finde ud af hvad som fungerer strategisk bedst i forhold til driften af et sådan projekt, men vi må prøve os frem og lave nogen fejl som vi så kan lære af. Normalt vil NLM arbejde med holdningsbaserede projekter, men GAP er omvendt, da der ligger en stor investering i materiel. Dette er noget vi må bruge de næste mange år på at få vendt, så fokus ikke ligger i driften, men på relationerne som bliver opbygget gennem arbejdet. Men det kræver, at værdien af at have sådan en plads bliver så stor for de lokale kristne, at de ser pointen i at ligge arbejdskaft og midler selv. 

NLM kommer ikke til at arbejde i Mongoliet for evigt. Alle projekter er tidsbegrænsede og på et tidspunkt vil vi flytte væk herfra. Da vil en plads som GAP kun forsætte med at eksistere og blive brugt hvis nogen lokale har taget ejerskab over det. Parken må have en ekstra dimension, hvor den er afgørende for kirkernes evangeliserende arbejde, ellers er den også tidsbegrænset. Det er kun livet med Jesus som i virkeligheden er uden tidsbegræsning, og det er det vi ønsker at endnu flere her i Khovd må få lov at kende til. 

Hermed en nytårshilsen fra efteråret 2023. Tak fordi I forsat er med til at bede for mig. Det betyder meget at blive båret i hverdagen, også selvom vi ikke altid er bevidste om det. 

 

I slutningen af august stod der skolestart i kalenderen. I år er jeg tilbage som lærer og rektor på den norske skole, med to lærerkollegaer og seks elever fordelt mellem 1.-9. klasse. Det er en ganske stor udforing at planlægge undervisning på fem forskellige klassetrin, og gennemføre det samtidig - så for meste er eleverne delt i to-tre klasser. Derfor er det rigtig godt at vi er tre hårdtarbejdende lærere på skolen: Peder, som tidligere har været lærer i Mongoliet er kommet ud igen med god erfaring, og Emely Nikola, som kommer frisk fra Norge med masse energi og nye tænkemåder. Vi er et godt team på skolen, men savner meget en volontør til at give det ekstra som vi andre ikke har kapacitet til. Bed gerne for at vi må få én til næste skoleår!

Eleverne er herlige at have på skolen. Det giver en masse liv og aktivitet, og mine pædagogiske evner bliver udfordret på højeste niveau når jeg skal nå både de mindste på seks år og vores ungdomsskole-elev på 15. Så jeg er tilbage i fuldtidsarbejde på skolen, hvilket godt kan mærkes på energiniveauet. Jeg har overleveret hovedansvaret for flere af de opgaver jeg havde før sommer til andre, og dette år bliver der kun studeret sprog i min fritid. 

 

Jeg har også en masse aktiviteter i fritiden. Før sommerferien begyndte jeg en teenklub for ungdommen i vores partnerkirke Bayariin Medee. Der har eksisteret noget før, men under dårlige odds gennem corona-tiden. Der var også en teenklub for k-delen af kirken, men efter sommeren inviterede jeg dem med, så det nu er et fælles tiltag. Hver onsdag kommer der alt fra 2-15 teenagere, varierende fra gang til gang. De mest trofaste er næsten de ledere der er blevet engageret. Jeg begyndte selv, men så meldte to unge voksne fra kirken sig til at være med, samt en mor fra k-delen, og en af mine kollegaer havde også lyst til at være med. Det er mindst lige så meget oplæring for dem, som for teenagerne. Det er ærgerligt at der må en udlænding til for få ting i gang, men samtidig så er det også en udvikling der skal ske. Efterspørgslen er der, og de finder langsomt ud af at jeg ikke behøver at være der hver onsdag. Og det er rigtig godt for det er ikke tilladt for mig som udlænding at evangelisere for børn, men i regi af kirken er det ok. 

 

I kirken er jeg i tillæg begyndt at undervise flere af teenagerne og en enkelt voksen i klaver. Det er ikke noget højt niveau, men de lærer alle de basale akkorder, så de er i stand til at spille til gudstjenesterne. Nu har jeg spillet i kirken i fire år, og jeg har alle årene haft et ønske om at lære det fra mig. Så det er dejligt endelig at være begyndt på. Jeg er jo ikke i Mongoliet til evig tid, selvom jeg nogle gange kunne ønske mig det. Dette resulterede i at to af pigerne spillede klaver til julegudstjenesten til en julesang vi har øvet på hele december. Jeg var der ikke selv, hvilken nok var det der skulle til for at de havde modet til at prøve sig. Det var en festgudstjeneste uden lige, for de brugte også anledningen til at døbe fire kvinder som har været under oplæring på alfakursus hele efteråret. Fantastisk når Guds gave kan gives så konkret på juleaften. 

 

Juleaften fejrede jeg i Ulgii sammen med dem der bor der og et par stykker fra Khovd. Det var godt med en forlænget weekend væk fra hverdagen, men det var samtidig svært at få julefreden til at sænke sig helt. 

Hele vinteren, tre eftermiddage om ugen har jeg ishockeytræning for drenge og piger mellem 10-18 år. Det giver mig så meget glæde at være med til at aktivere børn og teenagere på den måde. De kommer troligt gerne en halv time før træningen overhovedet begynder og venter på at komme ind gennem porten. Specielt de yngste drenge (10-12 år) kan næsten ikke holde ud, at de må gå ud af aktivitetsparken de 45 minutter det tager at skrabe og vande isen så den bliver klar til deres træning. 

For mig er dette noget af det vigtigste relations-arbejde, og at opleve udviklingen hos de ældste som har været med alle seks år der har været en form for skøjtebane, er helt fantastisk. Jeg er så privilegeret at de langsomt begynder at have tillid til mig, og de betror mig ting og er åbne for at snakke om liv og tro. 

 

Dette år har være et begivenhedsrigt år når det gælder besøg fra Danmark. Mange af mine venner som i flere år har snakket om at komme ud, fik det endelig til i år. Fantastisk at kunne vise mit liv frem for folk hjemmefra på en anden måde end at ringe eller sende videoer. Det at få med både dufte og lugte af landet, hilse på mennesker i virkeligheden og at kunne opleve det storslåede landskab i real-life, var utrolig vigtigt for både mig og dem. Derfor bruger NLM også en del energi på ambassadører for missionstjenesten. Vi har haft flere hold med skoleelever fra de kristne skoler i Norge på besøg. Ud over en god oplevelse, så kommer de hjem med en iver for missionen som kun kan skabes ved egne erfaringer. I april har NLM Mongoliet 30-års jubilæum hvor der også vil komme besøg fra Norge. 

 

Vær gerne med til at bede for DNS og de norske elever på skolen. 

Bed for en volontør til næste år!

Tak for både teenklub, klaverundervisning og ishockey.

Bed for NLM Mongoliet og alle de mennesker som både arbejder og er på kortere besøg herude. Lad vores vidnesbyrd være med til at sprede evangeliet om Jesus. 

 (Tryk på billederne for at læse teksten)

En "varm" vinter og et tidligt forår

Erfaringer fra tidligere missionærer og dem som har været her i landet i mange år, er at vinteren altid er den værste tid på året. Det er koldt, forureningen er kraftig og du vil egentlig helst bare holde dig indenfor. For mig har det dog aldrig været virkeligheden her i Khovd. Jeg ved I har hørt det før, men skøjtebanen er et initiativ som forbedrer livsglæden for utroligt mange: mig inklusiv. For min del vil jeg endda sige at vinteren ikke var lang nok i år. Og jeg er ikke den eneste, hvis jeg ser på hvor mange af ungerne som forsat spørger om de kan skøjte, selvom isen er halvvejs smeltet allerede. 

December og juleferie

Min december måned var ganske kort i den forstand, at før jeg rejste til Danmark på en intensiv juleferie nåede jeg to ugers ishockeytræning. I år har jeg haft over 50 drenge og omkring 12 piger på mine tre hold. Der er flest drenge i alderen 10-12 år (dvs. 8-13, da alder ikke er så afgørende her i landet). Havde ugen haft flere dage, skulle jeg gerne ha' givet dem flere træninger. Men jeg øver mig i at være taknemmelig over det jeg kan give dem nu. 

Vi fik afsluttet efteråret på skolen med julefest og krybbespil som specielt mine to elever øvede rigtig godt til. De kunne alle replikkerne, inklusiv mine. Vi havde julefest med kontoret og vi tre december-fødselarer fejrede stor fødselsdag hvor vi inviterede alle missionærer i Khovd. Den bedste gave var dog at flere af mine "hockeygutter" (som de går under i daglig tale), var gået sammen og havde lavet en hjemmebagt kage til mig. Kage er noget man normalt køber, og som ser utrolig festligt ud, men smager af ingenting. Det at de havde brugt energi på at bage noget selv, er et tegn på at frivillighedsarbejdet bærer frugt, selv i de små ting. 

Jeg nåede også et bryllup i UB før julenferien hos to af mine gode amerikanske venner. De har været missionærer i Mongoliet i henholdsvis seks og ni år og har mødt hinanden herude. Det er godt at kunne mærke hvordan livet sagtens kan leves her i Mongoliet, og at flere føler sig naturligt hjemme i dette fremmede land. 

Juleferien var et godt afbræk og en utrolig vigtig tid med venner og familie. Jeg mærker at det er svært at dele liv og hverdag med folk hjemme, når alting er så anderledes herude. Så at hilse på de nyfødte medlemmer i venneflokken og bruge tid med mine nevøer og niecer var guld værd. Relationer må plejes hvis de skal holdes ved lige; både i Danmark, Norge og Mongoliet - med Jesus - og med nærkontakter. Tak for alle jeres hverdagshilsner, de gør godt for mig. Juleferien gav mig også en påmindelse om hvor vigtigt det er at høre Guds ord forkyndt hvor det går ind i hjertet. Jeg deltager i gudstjeneste hver søndag her i Khovd, og selvom lovsang og nadver er rigt opbyggende, er prædikerne stort set hjernetræning i sprogstudie. En tak skal også lyde til den menighed jeg besøgte, som - da de skulle bede for deres missionærer - begyndte med de som var hjemvente, her familien Olofson inklusiv. Tak for relationerne vi missionærer har til jer hjemme, det betyder meget med forbøn, også for de hjemvente. 

Før jeg kom hjem til Khovd og min ger som havde været godt frossen i fire uger, fløj jeg først til Thailand hvor vi havde missionærkonference. Her var vi samlet fra fem forskellige lande, og havde både opbyggende undervisning, vigtig samværd og fritid. Det var godt at høre om andre felters arbejde og kunne opmuntre hinanden. 

Med Gud på arbejde i vinterens aktiviteter

Så var det godt at komme hjem og mærke at tingene ikke havde stået stille imens vi var væk. To dage efter hjemkomst stod den på isfestival og en masse andre aktiviteter som I kan læse mere om her i Kontakt, hvis I da ikke allerede har læst med. Jeg genoptog også en hektisk, men fantastisk god hverdag med undervisning og ishockeytræning. I januar begyndte jeg også at studere kasakhisk tre gange om ugen og deltage i mongolsk klub én gang i ugen. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle lære et nyt sprog herude, og da slet ikke to! Men motivationen og begejstringen for sprogstudie er der netop nu, og det er med at udnytte tiden jeg har til rådighed. Og det går godt. 

Ellers gik vinteren med skøjtebanen, ishockey, besøg af Ung Global (missionsteam fra NLM), ishockeytunering, weekend til Ulgii, lave bål og tænde op i min ger - og så sluttede vinteren meget pludseligt den 1. marts, hvor foråret kom for fuld udblæsning. I løbet af en uge var skøjtebanen ubrugelig og det var med nød og næppe at vi fik gennemført afsluttende hockeytuneringer for mine tre hold. Isen var ikke den bedste, men alle havde en god oplevelse. Jeg er taknemmelig for al den tid jeg får lov at bruge med disse unge, teenagere og børn. De ældste har nu været med i fem år og er blevet rigtig dygtige til både skøjtning, ishockey og til at hjælpe til med alt det praktiske. En af drengene har flere gange spurgt ind til det med kirke og Jesus, og da han gjorde det endnu en gang endte han og to andre med at komme med i kirke en søndag. De er nu 18 år og der er derfor ingen problemer i åbent at fortælle dem om Jesus. Jeg ville så gerne ha' haft dem i ungdomsgruppe tidligere men der har ikke været noget at deltage i de sidste tre år. Det er der nu! Så bed gerne for at flere af dem må få mulighed for at deltage i det gode arbejde der nu er i gang blandt unge og teenagere. 

Og de er ikke de eneste som får hørt om Jesus. På kontoret har vi hver onsdag haft en kollegasamling, som ud over det praktiske har indeholdt andagt og bøn. Dette førte til efterspørgsel om mere, og vi er nu godt i gang med et alphakursus ledt af præsten i Bayariin Medee eller af vores deltids IT-ansvarlige, som er præst i en af de andre kirker her i Khovd. Der er ikke mange af mine lokale kollegaer der er åbent og bekendende kristne, men der foregår flere ting i flokken nu, som endelig må bæres frem i forbøn. Jeg har fået muligheden for at sidde med hver onsdag morgen, og den samtale og tillidsfulde drøftelse og deling af tanker er vidunderlig at overvære. Gud arbejder, også på andre måder end vi så for os. 

En ny sæson

Foråret bringer virkelig meget glæde og varme med sig; en ny sæson er begyndt i dette år, og jeg har kunne glæde mig sammen med en lokal kristen veninde da hun blev mor for første gang. Ud over at fødslen gik godt og at de kunne tage imod den smukkeste lille pige, kunne hun også fortælle, at da hun havde bedt sin mor om ikke at gå til det buddhistiske tempel for at bede for barnet, havde moren accepteret uden videre, selvom dette var et stort brud på traditionen. Bed om det denne pige må vokse op i et godt og trygt kristent hjem, som må blive ved at vise deres kristne tro gennem valg og handlinger som er anderledes end andre mongolere. Tak for at Jesus har fået en stor plads ind i deres hjerter, og bed for at endnu flere vil lukke ham ind! 

Nu står påsken for døren, og for min del byder den på 24 timers bustur til UB for at deltage i et "Luther seminar" arrangeret af Bayariin Medee. Derefter går turen til mine amerikanske venner som blev gift i december; de bor i nabobyen på vej hjemad mod Khovd (nabobyer med samme afstand som mellem København og Hirtshals), før påskedagene skal bruges i Khovd med kollegaer og til gudstjenester. Bed for at Gud vil velsigne denne påske lidt ekstra. 

En frugtbar høst – efteråret som kom og gik

 

Markeringen på at vinteren har meldt sin ankomst har vist sig på flere forskellige måder. Forrige uge ramte vi -30 graders celsius, det var første søndag i advent og den 1. december åbnede vi skøjtebanen for denne vinter. 

Ingen regn

Efteråret i Khovd har holdt sig tørt og jeg har nydt de mange solskinsdage i min ger. Der var flere gange i sommers hvor jeg måtte skynde mig hjem fordi der kom regn. Så må jeg trække toppen af geren til, så der er lukket for regnen. Men det skete ikke en eneste gang i efterårsmånederne; endnu en af de enorme forskelle på Danmark og Khovd. 

September var måneden hvor vi sagde farvel til familien Olofson. Dette gav en stor ændring i min hverdag, hvor jeg nu er lærer på deltid tre formiddage om ugen, studerer sprog de to andre, og alle mine eftermiddage er primært gået med administrativt arbejde. Jeg arbejder med at følge op på Use Your Talents, et initiativ som NLM ønsker at implementere, vores samarbejdskirkes socialprojekt og diverse andre opgaver som ligger for dagen. Frigørelsen af arbejdstid har gjort at jeg nok har sagt ja til for mange af de enkeltstående opgaver, men samtidig skal de ordnes, så det er bare at klø på. Dog havde jeg muligheden for at bruge mine eftermiddage på volleyball, basket eller en gåtur i solen, og så tage timerne foran computeren på aftenstid. 

Jeg skulle dog gerne ha’ brugt mere tid på relationsarbejde, børneklubben i Erdeneburen (som jeg kun har nået til at besøge en enkelt gang), og kirken. Men alt til sin tid.

En sidste campingtur med familien Olofson før deres afrejse

Specielt at afslutte undervisning af elever man er blevet særlig glad for

Besøg af familien Jonasmo i min ger - mine to tilbageværende norske elever

Gudstjeneste i Bayariin Medee, den lokale lutherske kirke

Ørnejæger fra ørnefestival i Bayan Ulgii i oktober

Koncert med flotte dragter, musik og traditioner fremvist

Basketspil på en sjælden gråvejrsdag

Mere luft

Oktober gav en smule mere luft, og jeg fik et par opgaver på ”Grandhagen Aktivitetspark” som vi nu har navngivet vores aktivitetscenter. Navnet stammer fra en tidligere generalsekretær i NLM, som var ham der var forgangsmand for arbejdet i Mongoliet. Det var også et interview med ham tilbage i 2020 som gav udslag i en flere millioner kroners indsamling, som kickstartede aktivitetsprojektet her i Khovd. Han var en mand med hjerte for børn og mission, specielt for de unåede, så det kunne ikke passe bedre med vores drøm om et aktivitetsprojekt. Vi fik tilføjet to gers og en kunstgræsbane til parken, og dette er vores initiativ ind i UYT-konceptet. Vores resurser er at skabe rammer, og så har vi inviteret de lokale og kirkerne i Khovd til at udfylde dem. Skulle det være helt gennemført skulle også rammerne komme fra græsrodsbevægelsen, men vi er nødt til at begynde et sted. Tankegangen om frivillighed og at bruge sine resurser til at tjene andre ligger langt fra naturligt i et land som til stadighed må kæmpe sig op af den økonomiske depression der opstod af deres selvstændighed i 1990’erne. Mange var fra kommunisttiden vant til at få besked på hvad de skulle gøre. Dog oplever vi en ungdomsgeneration som vokser op med frihedstankegang og store drømme. Det gælder også i kirken og der bliver taget initiativ fra flere kanter. Kirken er dog stadig personafhængig i den forstand at fraværet af en eller to kernepersoner tydeligt mærkes. 

 

Jeg studerer Mongolsk med en online lærer mandag og fredag formiddag

En arbejdsdag med mange frivillige kræfter får aktivitetsparken til at vokse

I efteråret blev banerne taget flittigt i brug

Endelig koldt nok til at vande skøjtebanen og lave is

Fra åbningsdagen 1. december

Milde temperaturer

November var en mild måned temperaturmæssigt, hvilket var godt for psyken, for det var absolut ikke en mild måned arbejdsmæssigt. Igen var der flere ting på samme tid og jeg måtte prioritere mellem det presserende og det vigtige. Hvilket set i bakspejlet jeg nok ikke mestrede til fulde. 

Samtidig var der flere ting i mit hjem som måtte gøres vinterklar, men med god assistance fra mine amerikanske 'værter' kom jeg i mål, før efterårets indsats med UYT kulminerede i en konference i Indonesien sidste uge i November. Jeg rejste afsted med to lokale fra kirken, men måtte efterlade dem i Vietnam, da der alligevel var visa problemer. Dette understreger bare hvor taknemmelig jeg er for mine lokale kollegaer; jeg havde ingen problemer med at rejse ud og hjem til Mongoliet; alt var ordnet på forhånd. Tak.

Om en uge går turen endnu en gang ud af Mongoliet da jeg tager på julebesøg i Danmark. Det bliver godt med et par uger sammen med familien, og jeg ser specielt frem til at møde min yngste niece som snart fylder et år, samt andre små nye mennesker som er kommet til i min danske venneflok. Det er interessant som livet bare går videre med tiden, men det er godt at huske på hvordan Jesus er den samme i går og i dag, ja til evig tid. Og det er det som gælder. 

Besøg af 'mine' vagthunde

Til vinterbrug skal der et ekstra lag filt på

Tak for hjælpen - godt med gode venner og kollegaer der træder til

Stemning og hygge, et blik ind i min stue

Nu er der kommet skorsten og brændeovn, isoleret med sand og et ekstra tykt toptæppe

Brændekurv

Indonesien var stor kontrast til Mongoliet, specielt frodigheden og den konstante regn

Konferencedeltagere til Use Your Talents

Ishockeytræning ved aftentide. Der mødte 46 drenge op til første træningsaften

Alternative aktiviteter når man ikke har lov til at stå på skøjter

Naturen beundres særlig godt fra hesteryg

Krybbespil på DNS til juleafslutning

Reflektioner og en opdatering

For tre år siden oprettede jeg denne blog, og valgte at kalde den “Turen går til Mongoliet”. Dette var et spil på Politikkens rejsebøger, og jeg følte mig mest som en turist der skulle til et fremmed og eksotisk land, jeg kendte utroligt lidt til. Planen var en korttidsperiode på to år, sådan jeg at kunne komme tilbage til Danmark og få et fast arbejde, være moster i familien og have en hverdag med mine venner. Gud havde en anden plan. Turist-perioden er absolut over. Alle nye udsendinge kommer igennem forskellige faser, førend det forhåbentlig ender i en hverdag, og hverdag er det på alle måder blevet til for min del.

Jeg er netop begyndt på mit fjerde år på feltet. Jeg har skriftet stilling fra midlertidig til fast ansættelse uden en reel udløbsdato, andet end hvad der bliver aftalt fra periode til periode. Planen netop nu er indtil sommeren 2024, men nu får vi at se.

Gruppen af kollegaer og venner har ændret sig meget under hele min periode. Vi fik to nye familier ud sidste år, plus en garvet projektkonsulent som har pendlet frem og tilbage gennem året. Vi har foretaget et lederskift og sagt farvel til David før sommeren. Vi har haft en skøn volontør sidste skoleår, og har netop fået lov til at tage imod en ny. Derudover er der kommet et nyt lærerpar og en yngre kvinde som er ansat i aktivitetcenterprojektet.

Desværre må vi om kort tid sige farvel til familien Olofson. De har valgt at stoppe deres udsendelse og rejser hjem til Færøerne.

Jeg havde en samtale med en af mine gode venner her, om det at være de missionærer, som ser folk komme og gå. Det havde jeg ikke selv forventet at opleve så drastisk, men det var godt at jeg havde nået igennem disse overvejelser, førend meldingen om Familiens Olofsons afrejse kom. Gud udruster i tide og utide og på den måde han finder best.

Nu ligger der en opgave foran mig, i at definere arbejdsopgaver, og finde mig tilrette i et anderledes missionærliv. Der er forsat to norske elever på skolen, så jeg kommer til at bruge noget tid der, men mit primære fokus bliver udadrettet, da skolen allerede er rigtig godt bemandet. Og det glæder jeg mig meget til.

Khovd by, mit hjemsted, har ændret sig meget den sidste tid. Jeg har oplevet den både under corona og i stortrivsel. Jeg har oplevet en by i lockdown og en by med koncert for 10.000 mennesker på rådhuspladsen. Jeg har oplevet ikke at kunne få hverken mælk eller æg, til at hylderne i de tre nye indkøbsbutikker bugner af alverdens varer. 

Det er godt at stoppe op en gang imellem og se på alt den udvikling der sker omkring os. Min kirke brugte lidt tid på at komme på fode igen, og der mangler desværre mange af dem som kom i kirken før corona. Men jeg oplevede også at den begyndte at blomstre her i forsommeren. Jeg havde meget lyst til at begynde noget for de unge i kirken, men jeg kunne aldrig finde det rigtige tidspunkt at få sagt til, og oplevede også at blive bremset af Gud, fordi han ønskede at initiativet skulle komme et andet sted fra. Og det kom; en søndag blev jeg spurgt om jeg kunne lægge hus til teenklub som de ville starte op igen. Tak Gud.

Jeg har lært meget om dette land og har forsat mængder at undersøge og ting som jeg aldrig kommer til at forstå. En stor ændring i min hverdag, er at jeg første august flyttede i Ger. Det er det mongolske telt, som en stor del af landets befolkning forsat bor i. Der er mange udfordringer ved det valg, men også mange spændende muligheder.

En ger er et filt-telt bygget med en trækonstruktion der bærer og stabiliserer sig selv. Om sommeren løftes teltdugen op så der kommer lys og luft ind, og om vinteren dækkes der til med et ekstra lag filt og der bunkes sand om bunden for at isolere. Jeg har snydt så meget jeg kan, for at dette skal være et realistisk hjem for en fuldtidsarbejdende alene kvinde. De lokale bor aldrig alene, men gerne flere generationer sammen i ét telt, sådan at der altid vil være en bedstemor eller lillebror til at holde fyr på ovnen og fjerne sne fra taget. Jeg har indlagt strøm og gulvvarme, så temperaturen forhåbentligvis aldrig kommer under nul grader (vi får at se når vinteren med -30 grader kommer). Der er lys i loftet, køleskab og stikkontakter til piano og opladere. Det er en stor velsignelse ikke at bo på anden sal, men at kunne gå direkte ud i haven. Det nyder min kat og jeg. Og jeg har intet imod at toiletbesøg foregår på et ude-do/das. Jeg bor i haven ved nogle amerikanske missionærer, som har været i landet i over 25 år og selv har levet ger-livet i mange år. Så der er god erfaring at hente.

Mit liv bliver mere og mere præget af kulturen her, men jeg bliver dog aldrig mongoler. Jeg kommer altid til at være en fremmed her, men jeg er dog ikke længere turist. 

Med alle disse ændringer, tanker og beslutninger, er det i sidste ende Gud der sender ud og sender hjem. Det er ham der har det store overblik og ser alle nuancer. Jeg takker Gud for mit liv her i Mongoliet, og ber om at han må have mig placeret her så længe han har brug for mig, og at han vil sende mig et andet sted hen hvis det er det bedste. Men akkurat nu bør bloggen skifte navn til; Livet foregår i Mongoliet, for det er virkeligheden for mig. 

Bed gerne sammen med mig:

Nuvel min Gud, så lægger jeg, 

mit liv i dine hænder.

Du har jo selv beredt min vej, 

du bedst min vandring kender. 

Så tag mig i din stærke favn, 

jeg vil dig lydig være.

Jeg ved det bliver mig til gavn, 

og dig til pris og ære. 

Turen går til Mongoliet – igen

 

Så kom der endelig en dato. Flybilletterne er købt og første weekend i september får jeg lov at vende tilbage til Mongoliet. Jeg er meget taknemmelig for det halve år jeg har fået i Danmark, og jeg er meget taknemmelig for at jeg får lov til at tage et år mere som lærer i Khovd. 

 

Projektarbejde

Når jeg ser tilbage, har det været et utrolig langt halvår, samtidig med at tiden er fløjet afsted. De første måneder fik jeg langsomt besøgt familie og venner, samt mine elever på Færøerne – jeg måtte indrette mig efter restriktioner og en masse test. Med en forsat deltidsstilling hos Misjonssambandet, er jeg med i en arbejdsgruppe omkring et nyt projekt til Mongoliet. Et aktivitetscenter for børn og unge. Med projektet ønsker vi at fremavle frivillighedstankegang, lave aktiviteter hvor der er brug for det, samt skabe rammerne for at Jesus kan blive forkyndt. Utrolig lærerrigt hvordan man sætter ord på store drømme og ønsker, samtidig med at der er mange praktiske ting der skal tages stilling til og undersøges. Nu er første del af projektet godkendt, og det er absolut også noget jeg ser frem til at være en del af. Glæder mig til at det bliver konkret, til at der kommer gang i både byggeri, forventninger og det at være sammen med mennesker. 

Efter en rejse på 45 timer, landede jeg i Danmark i januar

Min kuffert kom også hjem.. dog først i maj måned

I marts kom jeg tur til smukke Færøerne som for det meste viste sig fra sin bedste side

Godt at se mine yngste elever igen

Jeg kom med dem i skole, og fik en oplevelse af deres hverdag på Færøerne

Alle møder måtte holdes online. Funktionelt når man er fordelt i fire forskellige lande

Projektet med et aktivitetcenter for børn og unge under udvikling

Det bliver godt når planerne ikke længere kun er tegninger og drømme, men kan danne rammerne for samvær og relationsbygning

Forventninger og realiteten

Med et tre måneders barselsvikariat fra april, var jeg også klar til at skulle virke som lærer igen. Dog blev dette aldrig en realitet, da jobbet var på en nordnorsk skole, og Norges grænser blev ved at være lukket hele foråret og det meste af sommeren. Nej hvor har jeg ventet, afventet og forventet… og blevet skuffet af mange omgange dette halvår. Jeg har mange gange måtte affinde mig med en limbo-tilstand, uden herredømmet over hvad der skulle ske for mig den næste uge. At bede bønnen 'lad din vilje ske' og stole på Guds timing, er ikke bare en øvelse i Mongoliet, men også i hverdagen herhjemme. Intet er dog ikke så skidt at det ikke er godt for noget. Dette bragte mig endnu mere tid sammen med mennesker jeg holder af, jeg har kunne deltage i flere bryllupper og specielt min nevø og niece har fået mange ekstra besøg. 

Jeg fik også mulighed for at besøge næsten alle mine nærkontaktmenigheder i løbet af maj og juni. Hvor er det dyrebart at have mødt jer alle sammen. At kunne dele glimt fra Mongoliet med jer, mærke jeres interesse og direkte møde forbønnen for mig og arbejdet i Mongoliet. Det er jeg taknemmelig for. Tak at I forsat er med i både forbøn og velvilje. 

Der sker meget på et halvt år - her min niece og nevø i rivende udvikling

 

Møder, oplæg og artikler er en del af hverdagen. Formidling for forbønnens skyld

Artiklerne fra T&M og NiS kan læses her

Det kommende år

Da jeg rejste hjem i januar var det med en aftale om at rejse ud igen. Den følelse prøver jeg at beskrive her. Nu går turen igen til Mongoliet. Her venter mig et år med fem elever på skolen, en lærer-kollega, gamle venner, nye norske missionærer, min kat, min kirke, mine kammerater på skøjtebanen, et nyt projekt, ture ud i naturen og så alle de ting som ingen kan tage højde for. Men ikke mindst kan jeg trygt få lov til at leve året sammen med Jesus, som er med uanset hvor man er og hvad man laver. 

Bed gerne for

- Udrejse for mig og alle mine kollegaer. Vi ankommer løbende gennem september måned. 

- Opstart af skole og nyt projekt. At vi også gennem de praktiske rammer må få lov at forkynde Jesu kærlighed.

- De mange i Mongoliet som stadig er ramt at corona. En stabil hverdag som ikke er påvirket af for mange restriktioner. Tak for helbredelse af flere af vores lokale medarbejdere.